Verden

Advokat fortryder: Skulle have forhindret Navalnyj i at rejse hjem

Olga Mikhailova var Navalnyjs advokat i 16 år. Hun fortryder, at hun ikke hindrede ham i at tage til Moskva.

Den afdøde russiske oppositionsleder Alexej Navalnyj i samtale med advokat Olga Mikhailova i marts 2022 under en retssag. Billedet er taget fra et videolink af retssagen. (Arkivfoto).
Den afdøde russiske oppositionsleder Alexej Navalnyj i samtale med advokat Olga Mikhailova i marts 2022 under en retssag. Billedet er taget fra et videolink af retssagen. (Arkivfoto). -/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:42

Advokaten Olga Mikhailova fortryder, at hun ikke pressede mere på for at forhindre den afdøde russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj i at tage tilbage til Moskva.

Det siger hun i et interview med AFP onsdag.

Olga Mikhailova var forsvarsadvokat for Navalnyj i 16 år og bor nu i Frankrig, hvor hun har fået asyl.

- I dag fortryder jeg meget, at jeg ikke gjorde alt, hvad der var muligt, alt hvad der var i min magt, for at forhindre ham i at vende tilbage til Moskva, siger Mikhailova til mediet.

- Jeg føler, at jeg ikke pressede hårdt nok på.

Oppositionslederen blev tilbage i 2020 forgiftet med novitjok under en kampagnetur i Rusland.

Navalnyj blev lagt i koma på et hospital i den russiske by Omsk, men da hans hustru ikke stolede på, at han ville få den fornødne behandling, sørgede hun for, at han blev bragt til behandling i Tyskland. Og her kom han sig.

Fem måneder senere vendte Navalnyj hjem til Rusland.

Straks efter ankomsten blev han anholdt af russisk politi, og siden fik han flere lange fængselsstraffe blandt andet for ekstremisme.

Han døde i februar sidste år i en straffekoloni i Sibirien.

- Denne beslutning om at vende tilbage den 17. januar (til Rusland red.) har haft uoprettelige, tragiske konsekvenser, siger Mikhailova og tilføjer:

- For ham, for hans advokater, for deres familier, for alle.

Senest er tre af den afdøde oppositionsleder Aleksej Navalnyjs advokater 17. januar blevet idømt fængselsstraffe i Rusland.

Det drejer sig om advokaterne Vadim Kobzev, Igor Sergunin og Alexei Liptser, der ifølge det uafhængige nyhedsmedie Mediazona har fået domme på mellem tre et halvt og fem et halvt års fængsel.

Det skriver Reuters.

De er ifølge mediet blevet fundet skyldige i at "tilhøre en ekstremistisk gruppe", afgjorde en russisk domstol fredag.Siden oktober 2023 har advokaterne været arresteret.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden