Advokater vil bekæmpe Irans dødsdom over svensk-iransk forsker

Iransk dødsdom over forsker har mødt udbredt kritik. Advokater prøver at få genoptaget sagen.

Demonstranter imod dødsdommen over Djalali fremviser billeder af ham under en protest i Stockholm tidligere i maj. <i>Anders Wiklund/Ritzau Scanpix</i>

Demonstranter imod dødsdommen over Djalali fremviser billeder af ham under en protest i Stockholm tidligere i maj. Anders Wiklund/Ritzau Scanpix

Advokater for den svensk-iranske forsker Ahmedreza Djalali, som er anklaget for spionage og dømt til døden i Iran, kræver at få genoptaget retssagen mod ham.

Det oplyste advokat Helaleh Moussavian søndag.

Djalali stod til at blive hængt lørdag. Men hans kone bekræfter, at henrettelsen ikke fandt sted.

Og hans advokater kræver altså, at sagen genoptages. Han blev i 2017 dømt til døden for spionage udført for Israel.

Dommen over ham er blevet stærkt kritiseret af både menneskerettighedsorganisationer og den svenske regering. De mener, at der ikke er hold i anklagerne.

- Vi har for nogle dage siden bedt om at få genoptaget sagen af de juridiske myndigheder.

- Vi er kommet med beviser for, at vores klient ikke spillede nogen rolle i at identificere atomforskere, siger advokat Moussavian.

49-årige Djalali blev i 2017 dømt for at have videregivet informationer om to iranske atomforskere til Israels spiontjeneste Mossad, hvilket resulterede i drab på dem.

Udenrigsminister i Iran Saeed Khatibzadeh sagde sidste uge, at Iran kan udsætte henrettelsen af Djalali. Men han bekræftede, at dommen var "endelig".

Advokat Helaleh Moussavian bekræfter søndag, at dommen over Djalali stadig er gældende, og at omstændighederne ikke har ændret sig.

FN's kommission for menneskerettigheder opfordrede i sidste uge Iran til droppe henrettelsen og at omgøre dødsdommen.

Djalali blev i april 2016 anholdt af Irans efterretningstjeneste, da han var i landet på invitation af et iransk universitet.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.