Airbnb-brugere sender uventet hjælp til ukrainske værter

Det kan være problematisk at donere penge til Ukraine gennem udlejningsfirmaet Airbnb, mener dansk forsker.

Tusindvis af Airbnb-brugere har reserveret ferieboliger i det krigsramte Ukraine.

Brugerne har dog ikke tænkt sig at besøge landet, men de vil i stedet hjælpe de lokale værter, der kæmper for deres liv under den russiske invasion.

I løbet af to dage i sidste uge brugte brugere omkring 1,9 millioner dollar på reservationer fordelt på mere end 61.000 overnatninger i Ukraine.

Det fortæller en talsmand fra det amerikanske boligudlejningsfirma.

Beløbet svarer til knap 13 millioner kroner.

Den uventede støtte kom, efter at Airbnb meddelte, at selskabet ville standse sin forretning i Rusland og Hviderusland.

Flere brugere har på sociale medier delt deres reservationer i Ukraine.

En af dem er Meghan Bamford fra Edmonton i Canada. Hun har foretaget bookinger både i Kyiv og Kharkiv. Begge byer er belejrede.

- Det her er mennesker midt i en krise.

- Hvis du får penge direkte ind på din konto, kan det gøre forskellen, om du er tvunget til at blive et sted som Kyiv, eller om du potentielt kan komme ud af byen, siger Meghan Bamford.

Selv om Airbnb–brugernes spontane donationer til Ukraine gennem fiktive reservationer er velmenende, kan de også være problematiske.

Det siger Laurits Rauer Nielsen, der forsker og underviser i katastrofeindsatser og nødhjælps- og redningsarbejde, i en pressemeddelelse fra Københavns Professionshøjskole tirsdag.

Ifølge ham kan det være problematisk, fordi hjælpen ikke nødvendigvis kommer frem til dem, der har størst behov for den.

– For godt nok kommer der hjælp til borgere i Ukraine på en effektiv måde, men det er et professionelt mål, at hjælpen kommer frem til dem, der har det største behov.

- Og det er jo i sagens natur ikke en enlig forsørger i en etværelses lejlighed, der har et værelse til udlejning på Airbnb, siger Laurits Rauer Nielsen.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden