Ambassadør: Invasion gør uvisse finner til Nato-støtter

Finnerne ser med stor bekymring på, hvad nabolandet Rusland foretager sig i Ukraine, siger dansk ambassadør.

I en ny meningsmåling fra den finske public service-kanal Yle svarede 53 procent ja til, at Finland bør blive medlem af Nato. 28 procent var imod, mens 19 procent var i tvivl. (Arkivfoto). <i>Ints Kalnins/Reuters</i>

I en ny meningsmåling fra den finske public service-kanal Yle svarede 53 procent ja til, at Finland bør blive medlem af Nato. 28 procent var imod, mens 19 procent var i tvivl. (Arkivfoto). Ints Kalnins/Reuters

Den russiske invasion af Ukraine har "rykket afgørende" på finnernes holdning til et Nato-medlemskab.

Det siger Jakob Nymann-Lindegren, som er Danmarks ambassadør i Finland.

En ny meningsmåling har vist, at der for første gang er flertal i den finske befolkning for at blive medlem af forsvarsalliancen Nato.

- Det er i høj grad det, der er sket i den seneste uges tid med den russiske invasion af Ukraine, som har rykket afgørende på det.

- Man har set et stort naboland agere på en måde, som man ser på med meget stor alvor og meget stor bekymring. Og derfor ser man selvfølgelig også på, hvad det betyder for både europæisk sikkerhed og Finlands egen sikkerhed, siger han.

Finland har EU's længste grænse til Rusland - den er mere end 1340 kilometer lang.

Tirsdag har de politiske partier i Finland drøftet, om landet skal være en del af Nato. Det er endnu ikke besluttet, om en eventuel ansøgning til Nato skal afgøres politisk, eller om det skal til folkeafstemning.

Finland har siden Anden Verdenskrig haft tradition for at være neutralt. Den politik har været baseret på, at man selv har dialog med Rusland. Derudover har Finland i forvejen et tæt samarbejde med Nato.

Ifølge den danske ambassadør i Finland er udviklingen umiddelbart ikke, at flere modstandere af et Nato-medlemskab har ændret holdning.

Det handler snarere om, at mange, som hverken har været for eller imod, har taget stilling. Og det tyder på, at den russiske invasion får dem til at være for Nato.

- Der er en bevægelse mod, at folk tager stilling. Og det lader også til, at der er en bevægelse mod, at flere tager stilling for et finsk Nato-medlemskab, siger Jakob Nymann-Lindegren.

Ambassadøren har ikke et bud på, om udviklingen ender i et Nato-medlemskab for Finland.

Han påpeger, at Finland har tradition for at tage beslutninger om landets sikkerhed og forsvar på et meget grundigt grundlag.

I meningsmålingen fra den finske public service-kanal Yle svarede 53 procent ja til, at Finland bør blive medlem af Nato. 28 procent var imod, mens 19 procent var i tvivl.

Den store andel er et kvantespring i den finske offentlige opinion. Bare tilbage i januar var det kun 30 procent af finnerne, der svarede ja til spørgsmålet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.