Verden

Amerikansk politi anholder bevæbnet 18-årig ved Kongressen

18-årig mand, som med ladt haglgevær løb mod Capitol Hill, adlød ordrer fra politiet om at smide våbnet.

Billede af Capitol Hill, hvor den amerikanske kongres ligger, fra september 2025. Tirsdag har amerikansk politi anholdt 18-årig, som bevæbnet bevægede sig mod bygningen. (Arkivfoto).
Billede af Capitol Hill, hvor den amerikanske kongres ligger, fra september 2025. Tirsdag har amerikansk politi anholdt 18-årig, som bevæbnet bevægede sig mod bygningen. (Arkivfoto). Kent Nishimura/Reuters

Opdateret kl. 23:12

En 18-årig mand er tirsdag blevet anholdt i Washington D.C. i USA, efter at han bevæbnet løb mod bygningen Capitol Hill, hvor Kongressen ligger.

Det oplyser amerikansk politi, skriver de amerikanske medier NBC News og CNN.

Manden bar ifølge politiet et ladt haglgevær og en kampvest.

Michael Sullivan, som står i spidsen for Kongressens politi, The U.S. Capitol Police, siger ifølge CNN, at manden først i bil kørte hen nær kongresbygningen, inden han steg ud og løb videre i retning af bygningen.

Den 18-årige blev ifølge Sullivan så stoppet af politiet, som trak deres våben og beordrede ham til at smide sit gevær og lægge sig på jorden.

Manden - som politiet ikke sætter navn på - adlød og lagde sig ned, hvorefter han blev anholdt.

Myndighederne har endnu ikke fastslået et muligt motiv for det, som CNN kalder et potentielt angreb.

- Hvem ved, hvad der kunne være sket, hvis vi ikke havde betjente på stedet, siger Michael Sullivan.

Politichefen fortæller videre, at den 18-årige også var iført militærhandsker, og at man desuden har fundet en militærhjelm og en gasmaske i hans bil, som er en hvid Mercedes.

Bilen er dog ikke registreret i mandens navn, siger politiet.

På sig havde manden desuden ekstra patroner, lyder det.

Ifølge NBC News siger Sullivan, at manden ikke i forvejen var kendt af politiet, og at han ikke kommer fra området omkring Washington D.C.

Ifølge CNN oplyser politiet, at manden handlede alene.

De lovgivere, der sidder i Kongressen, opholder sig denne uge ikke i kongresbygningen, da den holder planlagt pause fra dens samlinger. Andre kongresmedarbejdere er dog fortsat på arbejde, skriver NBC News.

Hændelsen sker en uge før, at præsident Donald Trump på Capitol Hill skal holde sin State of the Union-tale den 24. februar.

En sådan tale finder sted hvert år, hvor den siddende amerikanske præsident inviteres til Kongressen for at aflægge rapport om nationens tilstand.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden