Analytikere: Værnepligtige og kulde kan være Putins næste våben
Ukraine oplever lige nu stor militær succes. Men analytikere advarer mod en uforudsigelig Vladimir Putin.

Ukrainske soldater har den seneste tid særligt haft held med at generobre tusindvis af kvadratkilometer land i det nordlige Ukraine - herunder i Kherson. (Arkivfoto). Olexandr Chornyi/Ritzau Scanpix
Det er svært at forudsige, hvordan Rusland præsident, Vladimir Putin, har tænkt sig at besvare de seneste dages ukrainske sejre på slagmarken.
Sådan lyder vurderingen tirsdag fra en række internationale analytikere, som nyhedsbureauet AFP har interviewet.
Ivan Klyszcz, der er udenrigspolitisk analytiker i Estland, advarer om, at de ukrainske styrker ikke kan fortsætte deres offensiv for evigt.
- De ukrainske styrker skal forstærkes. Særligt ved grænsen til Rusland.
Han spekulerer samtidig i et muligt modtræk fra Putin.
- Indtil videre har Putin ikke valgt at mobilisere Ruslands værnepligtige. Og at gøre det vil også skabe yderligere ustabilitet, fordi kravene til den russiske befolkning dermed vil vokse betragteligt, siger analytikeren.
Aleksander Khramtjikhin, en uafhængig russisk militæranalytiker, vurderer, at Putin muligvis venter på at få hjælp fra vinterens kulde.
Til den tid vil Ukraines "socioøkonomiske problemer" blive forværret, siger Khramtjikhin uden at gå nærmere i detaljer.
Det er særligt i det nordlige Ukraine, at ukrainske soldater den seneste tid har haft held med at generobre tusindvis af kvadratkilometer land.
Det fik mandag den ukrainske forsvarsminister, Oleksij Reznikov, til at udtale sig relativt optimistisk i den franske avis Le Monde.
- Det vil være som en snebold, som bare bliver ved og ved med at rulle.
- Vi kommer til at se verdens næststørste hær på tilbagetog, sagde den ukrainske forsvarsminister med henvisning til Ruslands hær.
Analytikerne advarer dog mod den slags forudsigelser.
Blandt andet med henvisning til en udtalelse fra Ruslands forsvarsministerium mandag. Her sagde talsmand Igor Konasjenkov, at Rusland vil blive ved med at kæmpe "indtil dets mål er nået".
Alexander Grinberg, der er analytiker ved Jerusalems Institut for Strategi og Sikkerhed, betegner Ukraines sejre som "spektakulære", men ikke nødvendigvis afgørende.
Han forudser samtidig mulige store russiske opmarcheringer.
/ritzau/AFP
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.