Angola står foran et muligt skelsættende valg

Siden uafhængighed har ét parti haft magten i Angola, men oppositionsparti står stærkere end nogensinde.

Adalberto Costa Junior er leder af Angolas førende oppositionsparti, Unita, og kandidat til præsidentposten. Vælgerne i det afrikanske land skal onsdag til parlaments- og præsidentvalg. Foto er fra Costa Juniors afsluttende vælgermøde mandag. <i>Siphiwe Sibeko/Reuters</i>

Adalberto Costa Junior er leder af Angolas førende oppositionsparti, Unita, og kandidat til præsidentposten. Vælgerne i det afrikanske land skal onsdag til parlaments- og præsidentvalg. Foto er fra Costa Juniors afsluttende vælgermøde mandag. Siphiwe Sibeko/Reuters

Millioner af vælgere i Angola skal onsdag stemme ved et valg, der kan blive skelsættende for det olierige land.

Analytikere taler om det mest tætte valg, siden Angola i 1975 opnåede uafhængighed fra kolonimagten Portugal. Og som i de fleste andre afrikanske lande bliver det afgørende, hvor de mange unge vælgere sætter deres kryds.

Over 60 procent af befolkningen på cirka 35 millioner er under 24 år.

Siden Angola blev selvstændigt har Folkebevægelsen for Angolas Befrielse (MPLA) siddet på magten.

Men utilfredshed med partiets måde at lede landet på har nået et punkt, hvor MPLA kun vil være i stand til at sikre sig yderligere fem år i regeringskontorerne gennem valgsvindel, mener en iagttager.

- Det er et eksistentielt valg, og det bliver et meget tæt løb. Hvis der var frie og fair valg, så er der ingen tvivl om, at oppositionen ville vinde, men det vil regeringen ikke tillade, siger Paula Cristina Roque, en uafhængig analytiker og forfatter, til den britiske avis The Observer.

Præsident João Lourenço kom til magten i 2017 som MPLA's udvalgte afløser for José Eduardo dos Santos, der i 38 år havde ledet Angola med hård hånd.

Selv om den 68-årige Lourenço har forsøgt at styrke den økonomiske vækst og Angola har nedbragt sin statsgæld, så har han ikke formået at forbedre levevilkårene for hovedparten af befolkningen.

Fattigdom, inflation og korruption er det, der optager de fleste vælgere i et land med enorme kontraster.

I hovedstaden Luanda kan eliten ses sippe drinks på eksklusive restauranter, mens fattige forsøger at tjene til dagen og vejen på gaderne.

I den historiske bymidte tårner moderne skyskrabere sig op over gamle kolonibygninger som en påmindelse om de enorme indtægter Angola har fra olie.

Men de fleste angolanere lever fra dag til dag og venter på bedre tider.

- Vi fattige tjener ingenting. Min søn har studeret, og nu er han på gaden, fordi der ikke er noget arbejde, siger en kvinde i Luanda til nyhedsbureauet AFP.

- Jeg er meget vred. Hvem skal jeg stemme på? Jeg ønsker at stemme på en person, som skaffer mig et job. Men hvem vil give mig et job? Ingen, tilføjer hun vredt.

I andre af hovedstadens fattige kvarterer er mange vælgere ifølge AFP fortsat loyale over for regeringspartiet.

Laura Macedo, en aktivist, som arbejder for bedre forhold for de fattigste, fortæller til The Observer, at de fleste dog ventes at stemme for det store oppositionsparti Unita og dets præsidentkandidat, Adalberto Costa Júnior.

Unita står ifølge AFP stærkere end nogensinde før. Det skyldes vrede i befolkningen over, at regeringen ikke har formået at forvandle de store olierigdomme til at forbedre levevilkårene for alle borgere.

- Der er ikke demokrati uden et politisk magtskifte. At et enkelt parti forbliver ved magten, svarer til at udsætte udviklingen af Angola, sagde Adalberto Costa Júnior ved sit afsluttende vælgermøde mandag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.