Verden

Arabiske ledere vil have valg i palæstinensiske områder om et år

Efter et topmøde i Kairo har flere arabiske ledere udarbejdet et udkast til en plan for genopbygning af Gaza.

I disse dage holder i Den Arabiske Liga, som er en sammenslutning af arabiske stater, topmøde i Egypten.
I disse dage holder i Den Arabiske Liga, som er en sammenslutning af arabiske stater, topmøde i Egypten. Amr Nabil/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 21:13

Arabiske ledere vil have valg i de palæstinensiske områder om et år, hvis situationen er til det.

Det er et af målene i et udkast til en plan for genopbygning af Gaza, som Reuters har set.

Udkastet er blevet udarbejdet af flere ledere fra lande i Den Arabiske Liga, som er en sammenslutning af arabiske stater. Det er endnu uklart, præcist hvilke nationer, der er tale om.

Tirsdag eftermiddag dansk tid sagde Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, at planen muligvis også involverer USA's præsident Trump.

Al-Sisi er sikker på Donald Trump vil være i stand til at opnå fred på spørgsmålet om Gazastriben.

Den egyptiske præsident sagde også, at Egyptens plan om Gazastriben vil sikre, at palæstinenserne "forbliver på deres land".

Egypten afholder en konference om genopbygningen af Gazastriben i april, sagde al-Sisi.

Den egyptiske præsident har desuden sagt, der er opbakning til planen fra de arabiske lande.

Den militante palæstinensiske bevægelse Hamas hilser tirsdag Egyptens genopbygningsplan velkommen.

Hamas opfordrer til, at der gives økonomiske midler, hvis planen skal lykkes.

Også FN støtter den arabiske plan for en genopbygning af Gaza, sagde generalsekretær António Guterres ifølge AFP tidligere på dagen.

Ifølge nyhedsbureauet var Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, ikke blandt de deltagende ved tirsdagens møde i Egyptens hovedstad, Kairo.

Ifølge planen vil en genopbygning af Gaza i alt tage fem år og koste 53 milliarder dollar svarende til 375 milliarder kroner.

Planen for genopbygningen er nedskrevet i et dokument på 112 sider.

Den indeholder et kort, der viser, hvordan Gaza skal genopbygges.

Desuden fremgår en række AI-genererede billeder af boligbyggerier, haver og offentlige bygninger.

Planen omfatter også en industrihavn, teknologicenter og strandhoteller, skriver Reuters.

Selv om al-Sisi er positivt stem over for Trump, har flere udpeget den arabiske genopbyggelsesplan som et direkte modsvar til Donald Trumps plan om en genopbygning af Gaza.

Donald Trump har tidligere ytret et ønske om, at Egypten og Jordan skal tage imod flere palæstinensere fra Gaza.

To millioner palæstinensere bør flyttes fra Gaza til Jordan og Egypten, og så skal Gaza forvandles til "Mellemøstens riviera" med nybyggeri, lød det fra Trump i februar.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden