Arvelig diabetestype er mere udbredt i Grønland

Den arvelige diabetestype MODY er mere udbredt blandt grønlandske diabetikere, viser nyt studie.

En befolkningsundersøgelse viser, at grønlandske diabetikere er mere tilbøjelige til at have en særlig arvelig type diabetes.

Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.AG.

Undersøgelsen er foretaget blandt mere end 4000 voksne grønlændere og er lavet af Steno Diabetes Center Grønland i samarbejde med Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Steno Diabetes Center Copenhagen.

Resultaterne viser, hvor stor en andel af de grønlandske diabetespatienter, der har diabetestypen "MODY".

MODY står for Maturity-Onset Diabetes of the Young og er en arvelig form for diabetes, der ofte opstår hos personer under 30 år.

I Grønland har syv procent af diabetespatienterne MODY-typen, mens det generelt i den vestlige befolkning kun er to procent af diabetespatienterne, der har den form for diabetes.

- Hvis én person i familien får konstatere en specifik type MODY, kan en gentest derfor afsløre, om flere i familien har den samme type MODY.

- Det er en fantastisk nyhed. Det betyder, at vi i praksis kan give den enkelte patient en meget mere præcis behandling. Det vil komme mange patienter i Grønland til gavn, hvilket glæder mig meget, siger Michael Lynge Pedersen, der er lægefaglig chef for Steno Diabetes Grønland, til Sermitsiaq.AG.

Mange unge MODY-patienter har ofte tidligere modtaget behandling for type 1-diabetes, hvilket er en fejl, da MODY-patienter stadig producerer insulin. Behandlingen af MODY-patienter kan derfor ofte gøres meget simplere.

- Det er gode nyheder for behandlingen af diabetes i Grønland, fordi de fleste med MODY kan behandles med en simpel og billig tabletbehandling og undgå insulin og andre mere komplekse former for diabetesbehandling, siger Marit Eika Jørgensen, der er overlæge og professor ved Steno Diabetes Center Copenhagen til Sermitsiaq.AG.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Ansat i Aalborg Lufthavn tiltalt for billetfusk: Her er rettens dom
Luk