Avis: Rusland køber millioner af granater af Nordkorea
Ifølge efterretninger har Rusland svært ved at skaffe våben og militært udstyr og handler nu med Nordkorea.

Russiske soldater patruljerer i Mariupol, som blev indtaget af russiske styrker tidligere på året. (Arkivfoto) Uncredited/Ritzau Scanpix
Rusland har tilsyneladende mangel på militært udstyr og er nu i gang med at købe millioner af raketter og granater af Nordkorea.
Det fremgår af en amerikansk efterretningsrapport, skriver New York Times.
Det fremgår ikke umiddelbart, præcis hvilken type våben der er tale om. Men ifølge rapporten er der tale om kortrækkende missiler og ammunition til artilleri, skriver avisen.
Det er ikke oplyst, hvornår den store mængde ammunition bliver leveret.
En amerikansk efterretningskilde siger til New York Times, at Rusland formentlig vil forsøge at købe flere våben fra Nordkorea fremover.
På grund af de omfattende sanktioner, USA og Europa har indført mod Rusland, er det vanskeligt for den russiske regering at indkøbe forsyninger til de væbnede styrker.
- Kreml burde være bekymret over, at de bliver nødt til at købe noget som helst fra Nordkorea, siger Mason Clark, der er leder af Rusland-kontoret på Institute for the Study of War, til avisen.
Rusland havde håbet, at landets største og vigtigste allierede, Kina, ville være villig til at sælge våben og andet udstyr til det russiske militær.
Men indtil videre har den kinesiske regering respekteret den eksportkontrol, som Ruslands militær er omfattet af, og har ikke forsøgt at sælge militært udstyr til Rusland, skriver New York Times.
I sidste uge sagde en iransk og to amerikanske kilder til avisen, at Rusland har modtaget den første sending droner fra Iran.
Den iranske regering har ellers sagt, at den ikke vil sende våben til nogen af parterne i Ukraine-krigen. Men aftalen om at levere hundredvis af droner til Rusland er indgået, inden konflikten begyndte i februar.
USA har i første omgang delt mange efterretninger om Ruslands militær med sine allierede, men er på det seneste også begyndt at offentliggøre rapporterne, skriver New York Times.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.