Medier: Abramovich og to ukrainere fik symptomer på forgiftning

Ifølge medier udviste rigmanden Roman Abramovich og to ukrainere symptomer på forgiftning efter forhandlinger.

Den russiske rigmand Roman Abramovich var en af tre personer, der udviste symptomer på mulig forgiftning efter møde i Kyiv i begyndelsen af marts. <i>Andrew Winning/Reuters</i>

Den russiske rigmand Roman Abramovich var en af tre personer, der udviste symptomer på mulig forgiftning efter møde i Kyiv i begyndelsen af marts. Andrew Winning/Reuters

Tre personer udviste angiveligt symptomer på mulig forgiftning umiddelbart efter forhandlinger mellem Ukraine og Rusland i begyndelsen af marts.

Sådan lyder det mandag i flere medier, der alle citerer unavngivne kilder.

Den amerikanske avis The Wall Street Journal, den britiske avis BBC og mediet Bellingcat, der laver graverjournalistik, har alle omtalt sagen.

Meldingerne er ikke officielt bekræftet af nogen kilder.

De tre personer skal være den russiske rigmand Roman Abramovich, der ejer fodboldklubben Chelsea, og to højtstående ukrainske embedsmænd.

De deltog angiveligt i forhandlinger i Kyiv den 3. og 4. marts.

The Wall Street Journal skriver, at Abramovich og de to ukrainere efter forhandlingerne oplevede at få røde øjne og tårer i øjnene. Ifølge kilder skal hud ligeledes være begyndt at skalle af fra hænder og ansigt.

The Guardian citerer en kilde for, at Abramovich og de to ukrainere tog fra Ukraine til Polen og senere til Istanbul, hvor de blev behandlet.

Den ene af de to ukrainske fredsforhandlere var angiveligt parlamentsmedlemmet Rustem Umerov.

- Det skete under den første tur til Kyiv. Roman mistede synet i flere timer. I Tyrkiet blev de behandlet på en klinik sammen med Rustem, siger en unavngiven kilde med direkte kendskab til hændelsen ifølge The Guardian.

Mediet Bellingcat skriver, at de tre mænd ikke indtog noget særligt i forbindelse med forhandlingerne i den ukrainske hovedstad.

- De tre mænd, der fik symptomer, indtog kun chokolade og vand i timerne inden symptomerne. Et fjerde medlem af holdet, der også indtog disse, oplevede ikke nogen symptomer, skriver Bellingcat.

Roman Abramovich er ligesom flere andre russiske rigmænd blevet ramt af sanktioner, efter at Rusland 24. februar gik ind i Ukraine.

I august 2020 blev den prominente russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj forgiftet om bord på et russisk passagerfly.

Han fik det så dårligt, at flyet måtte nødlande, så han kunne blive behandlet på et hospital. Efterfølgende blev han bragt til behandling på et hospital i Berlin, hvor læger fandt spor af en nervegift.

FN-eksperter har konkluderet, at Rusland stod bag angrebet mod Navalnyj.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.