Aviser ser mulig ende på Trump-æraen efter midtvejsvalg

Trump tabte, lyder det i kor fra de store danske aviser. Men vejen frem i USA er lang og bøvlet.

Danske aviser ser ikke megen grund til at glæde sig over valget for Donald Trump. (Arkivfoto). <i>Ricardo Arduengo/Reuters</i>

Danske aviser ser ikke megen grund til at glæde sig over valget for Donald Trump. (Arkivfoto). Ricardo Arduengo/Reuters

Trods uklarhed om resultatet af midtvejsvalget er danske aviser enige om én ting: Donald Trump tabte.

Ekspræsidenten var godt nok ikke på stemmesedlen. Men den røde bølge udeblev.

Republikanerne ser ud til at vinde Repræsentanternes Hus mindre klart end ventet, og et resultat i Senatet kan trække ud.

Samtidig tabte flere profilerede Trump-kandidater, og Ron DeSantis - en stor rival internt i Det Republikanske Parti - står stærkt efter en kæmpesejr.

- Æraen, hvor Trump har uindskrænket magt over det republikanske parti, rinder måske endeligt ud, skriver Politiken på lederplads.

- Det er godt nyt for USA, for den liberale verdensorden og især for demokraterne. Men det er alt for tidligt at erklære sejr over både Donald Trump og populismen.

For Information skriver chefredaktør Rune Lykkeberg i en leder, at amerikanerne har "sat en grænse for vanviddet".

Det gjorde de ved ikke i hobetal at støtte de republikanske kandidater, der har fremmet Trumps fortælling om, at Biden-sejren ved præsidentvalget i 2020 var svindel.

Lykkeberg mener, "at Trump nu er afsløret som en trussel ikke bare mod kloden og Amerika".

- Men også mod dem, som skulle bære ham frem, skriver han.

Ligesom de andre aviser skriver Berlingske, at Trump tabte. I en nyhedsanalyse vurderer skribent Mikkel Danielsen dog, at man ikke kan dømme ham ude.

- Det er alt for tidligt at afskrive Donald Trump. For trods hans dårlige aften understregede aftenen også, at han for bestandigt har totalforandret amerikansk politik, skriver han.

Jyllands-Posten spår i sin leder, at "Trump-æraen er ved at rinde ud".

Men de dybere problemer i USA består, og avisen ser ikke, "at den horrible polarisering i det politiske USA er afblæst".

I sin leder skriver Jyllands-Posten, at der stadig er mistillid mellem Republikanerne og Demokraterne, og at den siddende præsident, Joe Biden, samt Trump er en del af problemet, som meget vel kan fortsætte frem mod præsidentvalget i 2024.

- Begge burde trække sig og bidrage til at få visket tavlen ren. USA kan ikke holde til meget mere af, hvad der har været kørende alt for længe. Den nøgterne prognose er desværre, at det næppe vil ske. Stakkels USA – og alle os andre, skriver Jyllands-Posten.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.