Aviser udråber Sverigedemokraterna som valgets store vinder

Det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna bliver af flere aviser udnævnt som det svenske valgs vinder.

Leder af Sverigedemokraterna Jimmie Åkesson ses her sammen med sin kæreste, Matilda Karnerup, på valgaftenen. <i>Tt News Agency/Reuters</i>

Leder af Sverigedemokraterna Jimmie Åkesson ses her sammen med sin kæreste, Matilda Karnerup, på valgaftenen. Tt News Agency/Reuters

Uanset hvem der ender som svensk statsminister, er det det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna, som bliver valgets helt store vinder.

Sådan lyder det i flere af de svenske avisers lederartikler.

Expressen, som er en liberal avis, skriver, at især partileder Jimmie Åkesson kan være tilfreds med søndagens valg, men understreger, at det skyldes, at landets største parti, Socialdemokraterna, er gået til valg uden politik.

Socialdemokraterna har i stedet forsøgt at gøre valget til en folkeafstemning om Sverigedemokraterna, skriver avisen.

- Det ser ikke ud til at have ført til sejr. Tværtimod vokser SD (Sverigedemokraterna, red.) yderligere og overtage rollen som Sveriges næststørste parti. Det er dybt uheldigt, skriver avisen i lederen.

Svensk politik var i årene efter Sverigedemokraternas fremkomst hæmmet af, at ingen af de andre partier ville samarbejde med det nye indvandrerkritiske parti. Det førte til politiske alliancer på tværs af fløje, som sjældent kunne blive enige om særlig meget.

Blekinge Läns Tidnings liberale redaktion mener, at statsminister Magdalena Andersson, som også står i spidsen for Socialdemokraterna, kan noteres for en "stærk præstation", og at Moderaterna med Ulf Kristersson i spidsen ikke længere ligner Sveriges næststørste parti.

- Forskellen mellem succes og fiasko vil være meget tynd for Ulf Kristersson. Vil han blive husket som taberen, der lod SD overhale M (Moderaterna, red.) i antal stemmer? Eller vinderen, der kunne føre en ny koalition til magten? Et par titusinde stemmer kan gøre forskellen, skriver Blekinge Läns Tidning.

Det står endnu ikke klart, hvordan de svenske stemmer har fordelt sig. Især optællingen af udlands- og brevstemmer gør, at et resultat tidligst vil foreligge onsdag.

Natten til mandag så det dog ud til, at blå blok lå med et snævert flertal. De foreløbige resultater tydede på, at det Sverigedemokraterna ville blive landets næststørste parti.

/ritzau/TT

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.