Båd med 60 migranter om bord synker ud for Libanon

Mindst én person er død, mens 45 er reddet i live, efter at båd med 60 migranter er sunket ud for Libanon.

En båd med omkring 60 migranter om bord er sunket ud for Libanons kyst.

Det rapporterer flere medier.

Den libanesiske transportministerier, Ali Hamie, oplyser til mediet Al Jazeera, at et barn er afgået ved døden, men at 45 personer er blevet reddet.

- Eftersøgningen fortsætter, siger Alie Hamie om de personer i båden, der ikke er redegjort for.

Ifølge libanesisk Røde Kors er ti ambulancer blevet sendt afsted til en havn i Tripoli i det nordlige Libanon. Det vides ikke med hvilket formål.

En af AFP's korrespondenter i det nordlige Libanon oplyser, at soldater har lukket for adgang til havnen i Tripoli, og at kun ambulancer får lov at køre ind og ud af havnen.

Familie til personerne om bord på båden har forsamlet sig ved havnen, men har ikke fået tilladelse til at komme ind på havnen, skriver nyhedsbureauet AFP.

En mand, der venter uden for havneområdet for at få nyt om et familiemedlem, beskylder den libanesiske regering for at tvinge folk til at søge væk fra landet, fordi de ikke kan finde arbejde.

- Dette skete, fordi politikerne tvinger arbejdsløse libanesere til at forlade landet, siger han til AFP.

Ifølge Verdensbanken er Libanon ramt af en økonomisk krise, som betyder, at hovedparten af de seks millioner indbyggere lever under fattigdomsgrænsen.

Også ud for Tunesiens kyst bliver der søgt efter migranter, der har været i gang med at krydse Middelhavet.

En talsperson fra de tunesiske myndigheder oplyser til Reuters, at mindst 12 personer er døde, og yderligere ti savnes, efter at fire både med migranter er sunket ud for den tunesiske kyst.

I de seneste måneder har der været flere meldinger om forlis med dødelig udgang i Middelhavet.

FN's flygtningeorganisation, UNHCR, vurderer, at omkring 1300 migranter er druknet eller forsvundet på Middelhavet i 2021.

Den Internationale Organisation for Migration (IOM) vurderer, at over 18.000 migranter siden 2014 er døde eller forsvundet i forsøget på at komme fra Afrika til Europa.

Hundredtusindvis af andre har fuldført den farlige tur.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.