Belgien følger Danmark: Vil betale klimaerstatning

Efter Danmark og Skotland følger Belgien trop og vil betale klimaerstatning til Mozambique.

Belgiens udviklingsminister, Frank Vandenbroucke, har mandag oplyst, at den belgiske regering vil betale for klima-"tab og skade" til Mozambique. Dermed bliver Belgien tredje land - efter Danmark og Skotland - til at love klimaerstatning til fattigere lande. Vandenbroucke har lovet et beløb lige under 20 millioner kroner. (Arkivfoto) <i>Michal Cizek/Ritzau Scanpix</i>

Belgiens udviklingsminister, Frank Vandenbroucke, har mandag oplyst, at den belgiske regering vil betale for klima-"tab og skade" til Mozambique. Dermed bliver Belgien tredje land - efter Danmark og Skotland - til at love klimaerstatning til fattigere lande. Vandenbroucke har lovet et beløb lige under 20 millioner kroner. (Arkivfoto) Michal Cizek/Ritzau Scanpix

Efter at den danske regering i september åbnede for at bruge mellem 50 og 100 millioner kroner på klimaerstatning til fattige lande, har Belgien mandag meldt sig med et lignende forslag.

Den belgiske udviklingsminister Frank Vandenbroucke har på klimakonferencen COP27 i Egypten givet udsagn om et beløb svarende til 19 millioner kroner i klimaerstatninger til Mozambique.

Konceptet med at vestlige lande betaler erstatning for klimaskader på fattige lande er forholdsvist nyt - men det har fået en central plads ved COP27.

Ud over Belgien og Danmark er det kun Skotland, der har givet løfter om at betale klimaerstatning.

Store økonomier med historisk set store udledninger såsom USA og EU har traditionelt været modstandere af konceptet med klimaerstatninger.

Forud for COP27-mødet har en gruppe af mindre lande forsøgt at samle sig om et krav om en ordning, der skaffer penge fra rige lande til at betale erstatning til fattigere lande.

Mozambique er et de fattigste lande i verden. Samtidig er de også blandt de mest sårbare for klimaforandringer og ekstremt vejr.

Cykloner, tørke og oversvømmelser har de seneste år ødelagt høste, forurenet vandforsyninger og fået indbyggere til at flygte fra deres hjem.

Mozambique, der ligger i det sydlige Afrika, blev eksempelvis i 2019 ramt af cyklonen Idai.

Den påførte ifølge LO International direkte skader svarende til en værdi af over ti milliarder kroner og et lignende beløb i tab efterfølgende.

Den belgiske regering har ikke specifikt peget på, om pengene til Mozambique skal bruges på at forebygge kommende skader eller bruges på at genopbygge områder, der allerede er ramt.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.