konflikt, krig og fred

Belgisk politi anholder 13 i aktion mod formodet terrornetværk

En politiaktion i storbyen Antwerpen i det nordlige Belgien var vendt mod salafistisk jihadistbevægelse.

Omkring 100 politibetjente deltog tirsdag i en stor aktion mod et formodet terrornetværk i Antwerpen (Arkivfoto).
Omkring 100 politibetjente deltog tirsdag i en stor aktion mod et formodet terrornetværk i Antwerpen (Arkivfoto). Virginie Lefour/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 15:44

Belgisk politi har tirsdag anholdt 13 personer under en aktion mod et formodet terroristnetværk i området omkring Antwerpen.

Politiet siger, at aktionen fandt sted i forbindelse med rapporter om, at en salafistisk jihadistbevægelse er ved at opbygge en gruppe i Antwerpen.

- Målet med politiaktionen var at få et bedre greb om denne gruppe, hedder det i en erklæring fra det belgiske politi ifølge avisen Le Soir.

Omkring 100 politifolk deltog i indsatsen.

Belgien har i en lang årrække været en bastion for militante islamister.

Flertallet af de personer, der stod bag et terrorangreb i Paris 13. november 2015, kom fra Belgien.

De dræbte 130 mennesker og sårede 368 ved koordinerede angreb på Stade de France, på caféer i Paris' gader og på spillestedet Bataclan.

Antwerpen har været base for gruppen Sharia4Belgium, der blev dannet i 2010. Flere af dens medlemmer har siden været i Syrien for at kæmpe for den militante gruppe Islamisk Stat.

Gruppens tidligere leder Fouad Belkacem blev i 2015 idømt 12 års fængsel. Han fik i 2018 frataget sit belgiske statsborgerskab.

Sharia4Belgium er blevet opløst. Belgiske myndigheder frygter dog, at gruppen stadig kan fungere som inspiration for radikale islamister.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden