konflikt, krig og fred

Biden til Ruslands borgere: I ønsker ikke en blodig krig

USA er klar til at indføre hårde sanktioner mod Rusland og til at slå ned på Nord Stream 2-gasledningen.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, har tirsdag talt om spændingerne mellem Ukraine og Vesten på den ene side og Rusland på den anden side.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, har tirsdag talt om spændingerne mellem Ukraine og Vesten på den ene side og Rusland på den anden side. Alex Brandon/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 22:38

Der er fortsat en reel risiko for, at Rusland invaderer nabolandet Ukraine.

Det siger USA's præsident, Joe Biden, tirsdag aften dansk tid i en tv-tale.

Præsidenten tilføjer, at USA står klar med hårde sanktioner, hvis det bliver en realitet.

Han siger samtidig, at Rusland i så fald ikke vil få lov til at transportere gas til Europa via gasledningen Nord Stream 2.

- Vi er klar til resolut at besvare et russisk angreb på Ukraine, hvilket fortsat er en reel mulighed, lyder det fra Joe Biden.

I tirsdagens tv-tale tilføjer han, at der bliver en høj menneskelig pris at betale, hvis Rusland vælger at invadere Ukraine.

- Til borgerne i Rusland: I er ikke vores fjende, og jeg tror ikke på, at I ønsker en blodig, destruktiv krig mod Ukraine, siger Biden.

Han tilføjer, at USA "ikke søger direkte konfrontation med Rusland".

- Men hvis Rusland angriber amerikanere i Ukraine, vil vi reagere kraftigt, advarer han.

Rusland har opmarcheret over 100.000 soldater ved den ukrainske grænse. Det har fået Vesten til at frygte en russisk invasion af Ukraine.

Tirsdag har der været meldinger om, at en række russiske soldater er blevet trukket tilbage. Det har USA ikke kunnet få bekræftet, oplyser Biden.

- Analyser indikerer, at de stadig står i en truende position, siger han.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, havde tirsdag besøg af den tyske forbundskansler, Olaf Scholz. De to mødtes i Ruslands hovedstad, Moskva.

Her sagde Putin, at en eventuel tilbagetrækning kommer an på mange ting.

- Det vil være baseret på situationen. Hvordan kan jeg svare på, hvordan situationen udvikler sig? Det er der ingen, der ved. Men vi prøver at finde løsninger med vores partnere, og vi vil gerne løse det diplomatisk.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden