Biden ser Trump og hans støtter som en trussel mod USA's sjæl

Med kort tid til midtvejsvalget siger Biden i en tale, at Trump og hans støtter er en trussel mod demokratiet.

Joe Biden holdt torsdag aften lokal tid en tale foran Independence Hall i Philadelphia, hvor den amerikanske uafhængighedserklæring og forfatning blev underskrevet for mere end to århundreder siden. <i>Matt Slocum/Ritzau Scanpix</i>

Joe Biden holdt torsdag aften lokal tid en tale foran Independence Hall i Philadelphia, hvor den amerikanske uafhængighedserklæring og forfatning blev underskrevet for mere end to århundreder siden. Matt Slocum/Ritzau Scanpix

I en tale til nationen natten til fredag dansk tid opfordrer præsident Joe Biden amerikanerne til at vise deres modstand mod såkaldt republikansk ekstremisme, når de går til stemmeurnerne ved midtvejsvalget til november.

Samtidig kommer han med hårde beskyldninger mod tidligere præsident Donald Trumps tilhængere, som Biden mener forsøger at trække USA tilbage i tiden.

- Maga-kræfter er fast besluttet på at trække dette land baglæns. Tilbage til et USA, hvor der ikke er nogen ret til at vælge, ingen ret til privatliv, ingen ret til prævention, ingen ret til at gifte sig med den, man elsker, siger Biden.

Maga står for "Make America Great Again" og har siden præsidentvalgkampen i 2016 været Trumps slogan.

Joe Biden mener, at Trump og hans Maga-støtter er "en trussel mod det amerikanske demokrati".

- De er en trussel mod sjælen i dette land, siger han.

Biden holder sin tale i bedste sendetid torsdag aften lokal tid i Philadelphia, der betragtes som fødestedet for det amerikanske demokrati. Byen ligger i delstaten Pennsylvania.

Talen bliver holdt foran bygningen Independence Hall, hvor den amerikanske uafhængighedserklæring og forfatning blev underskrevet for mere end to århundreder siden.

- I lang tid har vi forsikret os selv om, at det amerikanske demokrati er garanteret. Men det er det ikke. Vi er nødt til at forsvare det og beskytte det. Hver og en af os, siger Biden.

Med kun to måneder til midtvejsvalget til Kongressen synes Joe Biden i stigende grad bekymret over antidemokratiske tendenser i Det Republikanske Parti.

Præsidenten mener, at amerikanerne har et valg mellem håb og optimisme og frygt og mørke.

- Sammen kan vi vælge en anden og bedre vej mod en fremtid fyldt med muligheder, siger han til store klapsalver fra publikum.

Præsidenten slår samtidig fast, at politisk vold ikke hører hjemme i USA - ligeledes til store klapsalver.

- Vi afviser vold som et politisk værktøj. Vi tror på ordentlighed og respekt for andre mennesker, siger Biden.

Han henviser til blandt andet et dødeligt angreb på Kongressen i januar sidste år og trusler mod valgtilforordnede, embedsmænd og FBI-agenter.

Biden understreger, at politisk vold er "farligt og i strid med loven".

- Vi kan ikke tillade, at vold bliver normaliseret. Det er forkert, siger han.

- Det er derfor, at jeg i aften beder jer om at forene jer og forsvare vores demokrati uanset ideologi, tilføjer han.

Pennsylvania er traditionelt set en vigtig svingstat i amerikansk politik og vil sandsynligvis vise sig at blive afgørende for både Demokraterne og Republikanerne ved midtvejsvalget 8. november, skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.