Biden efter Buffalo-skyderi: Der løber en gift gennem USA

Et masseskyderi i den amerikanske by Buffalo var terrorisme, siger præsident Joe Biden under besøg tirsdag.

Joe Biden var tirsdag på besøg i Buffalo, hvor ti mennesker lørdag blev skudt og dræbt. <i>Andrew Harnik/Ritzau Scanpix</i>

Joe Biden var tirsdag på besøg i Buffalo, hvor ti mennesker lørdag blev skudt og dræbt. Andrew Harnik/Ritzau Scanpix

Den amerikanske præsident, Joe Biden, kalder ideologien om at sikre et hvidt overherredømme for en "gift", der løber gennem USA's system.

Det sker tirsdag i byen Buffalo i den amerikanske delstat New York.

Her blev ti personer lørdag skudt og dræbt i et angreb, som præsident Biden kategoriserer som "hjemlig terrorisme". Ofrene var overvejende sorte.

En 18-årig hvid mand er blevet anholdt og mistænkes for at stå bag.

- Idéen om et hvidt overherredømme er en gift, der løber gennem vores system, og som har inficeret os lige foran vores øjne, siger Biden.

Præsidenten fordømmer desuden "dem, der spreder løgne for at få magt, politisk indflydelse eller for egen vindings skyld".

Idéen om hvidt overherredømme - eller på engelsk white supremacy - beskriver tanken om, at hvide mennesker er mere værd end sorte.

Lørdagens angreb har - som så mange gange før - sparket liv i debatten om våbenkontrol i USA.

Biden siger tirsdag, at det bliver svært at få gennemført nye tiltag, men at han vil gøre alt for at begrænse våbenvold i fremtiden.

- Jeg skal have overbevist Kongressen, siger han i Buffalo.

- Det her land skal blandt andet se sig selv i spejlet. Det er realiteten. Vi har et problem med hjemlig terrorisme. Det er reelt, siger præsidenten.

Den 18-årige mand, der er anholdt, var kendt af myndighederne i forvejen. Han har tidligere lagt et "racistisk manifest" ud på internettet, har myndighederne oplyst ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Politiet har kaldt hændelsen "racistisk voldelig ekstremisme".

Hele hændelsen blev livestreamet på internettet, sagde politikommissær Joseph Gramaglia fra Buffalos lokale politistyrke efter masseskyderiet.

Dagen efter angrebet i Buffalo var der søndag et angreb i Los Angeles.

Her blev én dræbt og fem såret, da en gerningsmand affyrede skud i en kirke. Ofrene var kinesere af taiwansk oprindelse.

Sheriffen i Orange County, Don Barnes, sagde mandag ifølge Reuters, at politiet efterforsker hændelsen som en hadforbrydelse.

David Chou, der er anholdt og mistænkt i sagen, var ifølge politiet motiveret af sit had til Taiwan og de seneste spændinger mellem østaten og Kina

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden