Biden og Kinas Xi holder første fysiske møde på Bali mandag

Møde mellem præsident Biden og præsident Xi sker i en tid, hvor forholdet mellem Kina og USA er anspændt.

USA's præsident, Joe Biden, skal for første gang mødes ansigt til ansigt med Kinas præsident, Xi Jinping, mandag i forbindelse med G20-topmødet på Bali. (Arkivfoto) <i>Alex Brandon/Ritzau Scanpix</i>

USA's præsident, Joe Biden, skal for første gang mødes ansigt til ansigt med Kinas præsident, Xi Jinping, mandag i forbindelse med G20-topmødet på Bali. (Arkivfoto) Alex Brandon/Ritzau Scanpix

USA's præsident, Joe Biden, skal mandag mødes med sin kinesiske kollega, Xi Jinping, i forbindelse med G20-topmødet på den indonesiske ø Bali.

Det meddeler Det Hvide Hus torsdag.

- Lederne vil drøfte bestræbelser på at opretholde og uddybe kommunikationslinjer, lyder det i en meddelelse fra Det Hvide Hus.

Det bliver det første møde ansigt til ansigt mellem de to nuværende præsidenter for verdens to største økonomier.

De to mødtes, inden Biden blev præsident. Og de har talt i telefon flere gange i løbet af de knap to år, Biden har været i embedet.

Men på grund af coronapandemien og Xis modvilje mod at rejse har de endnu ikke mødt hinanden personligt.

Biden og Xi skal drøfte, hvordan Kina og USA "på ansvarlig vis kan håndtere konkurrencen", meddeler Karine Jean-Pierre, der er Det Hvide Hus' primære talsperson.

De to præsidenter skal også tale om, hvordan de bedst muligt kan "arbejde sammen om fælles interesser, særligt vedrørende udfordringer på tværs af landegrænser", tilføjer hun.

Forholdet mellem Kina og USA er spændt. Det gælder især spørgsmålet om Taiwan.

Den kinesiske regering har flere gange truet med at invadere Taiwan, hvis taiwanerne modsætter sig en såkaldt "fredelig forening".

Kina betragter Taiwan som en del af sit territorium.

USA har tidligere erklæret sig klar til at forsvare Taiwan, hvis Kina invaderer.

Biden sagde onsdag, at han er ikke klar til at give større indrømmelser til Xi. Han gav dog udtryk for, at han gerne diskutere de to landes politiske smertegrænser på en række områder - herunder Taiwan.

De skal også tale om blandt andet Nordkoreas prøveaffyringer af missiler, som USA og dets allierede betragter som en voksende trussel i det østlige Asien.

USA vil gerne have Kina til at tale med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, om at indlede forhandlinger om nedrustning på atomområdet.

- Det er et område, hvor Kina og USA tidligere har arbejdet sammen, siger en højtstående kilde i USA's regering ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kilden tilføjer, at det ikke er ventet, at der kommer en officiel meddelelse fra Det Hvide Hus efter mødet mellem Biden og Xi på mandag.

I august droppede Kina samarbejdet med USA om klimaforandringer og narkosmugling.

Det skete, efter at formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, havde besøgt Taiwan - noget, der i Kina blev set som en stor provokation.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.