Medie: Xi og Biden aftaler første fysiske møde

Præsident Biden og hans kinesiske kollega forsøger i over to timer langt opkald at dæmpe stigende spændinger.

USA's præsident, Joe Biden, har torsdag talt med Kinas præsident, Xi Jinping, i 2 timer og 17 minutter. Det er den femte samtale mellem de to præsidenter, efter at Biden tiltrådte som præsident for halvandet år siden. Her ses de under en tidligere samtale i marts i år. <i>Handout/Reuters</i>

USA's præsident, Joe Biden, har torsdag talt med Kinas præsident, Xi Jinping, i 2 timer og 17 minutter. Det er den femte samtale mellem de to præsidenter, efter at Biden tiltrådte som præsident for halvandet år siden. Her ses de under en tidligere samtale i marts i år. Handout/Reuters

To timer og 17 minutter tog det, da Kinas præsident, Xi Jinping, og den amerikanske præsident, Joe Biden, torsdag diskuterede alt fra folkemord til sundhed i en telefonsamtale.

Det oplyser nyhedsbureauet Reuters.

Udgangen af mødet blev, at de to aftalte, at de for første gang skal mødes fysisk. Det fortæller en anonym regeringskilde ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der er endnu ingen oplysninger om hverken tid og sted, blot at de to statsledere har bedt deres folk undersøge muligheden for mødet.

Under telefonsamtalen var Xi ifølge kinesiske medier på banen med en advarsel til USA's præsident.

Xi bad USA om ikke at "lege med ilden" i det politisk følsomme spørgsmål om Taiwan.

I stedet skal USA følge "princippet om ét Kina", sagde Xi og understregede, at Kina er meget imod uafhængighed til Taiwan - og at udlandet blander sig i sagen.

- De, der leger med ilden, vil kun blive brændt, sagde Xi til Biden ifølge kinesiske medier.

- Vi håber, at den amerikanske side tydeligt kan se det.

Biden oplyste Xi, at USA's Taiwan-politik er uændret, meddeler Det Hvide Hus torsdag aften dansk tid.

- Præsident Biden understregede, at USA's politik ikke har ændret sig, og at USA kraftigt modsætter sig ensidige bestræbelser på at ændre status quo eller undergrave fred og stabilitet hen over Taiwan-strædet, lyder det.

Kina har i den seneste uges tid flere gange advaret om "alvorlige konsekvenser", hvis formanden for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi, gør alvor af tankerne om at besøge Taiwan.

Et sådant besøg vil være et vigtigt tegn på amerikansk støtte til Taiwan, som Kina betragter som en del af sit rige.

Xi Jinping har sagt, at han om nødvendigt vil bringe Taiwan sammen med moderlandet med magt.

USA har ikke officielle forbindelser med Taiwan og følger politikken om ét Kina. Det vil også sige, at de diplomatiske forbindelser er med regeringen i Beijing, ikke Taipei.

Men USA er efter amerikansk lov forpligtet til at hjælpe østaten, så den kan forsvare sig selv, hvis det skulle blive nødvendigt.

Fra Taiwans udenrigsministerium lyder det efter torsdagens telefonsamtale, at man vil fortsætte med at styrke forholdet til USA.

Ifølge Det Hvide Hus forløb samtalen "glat og ligefrem". Her italesatte Biden også tvangsarbejdslejre og folkemord, ligesom de to diskuterede problemer med misbrug af det smertestillende stof fentanyl.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.