Bidens rådgiver: Angrebet på Ukraine vil starte med luftangreb
National sikkerhedsrådgiver siger, at USA endnu ikke ved, om Putin angriber Ukraine, men det kan ske under OL.
Opdateret kl. 21:22
Rusland er klar til at starte et angreb på Ukraine, hvad dag det skal være, og det ville i så fald starte med et luftangreb, siger præsident Joe Bidens nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, på et pressemøde.
Men USA ved ikke, hvad der foregår i hovedet på Ruslands præsident, Vladimir Putin, om han vil gøre alvor af at starte en krig.
- Vi ved ikke om han har truffet en endelig beslutning om en invasion, siger Sullivan.
- Men jeg ønsker at sige det klart: At den (en invasion, red.) kunne begynde under de vinterolympiske lege trods alle spekulationer om, at det kun ville kunne ske efter OL, fastslår han.
Vinter-OL i Beijing slutter næste weekend.
Han opfordrer alle amerikanske borgere, der opholder sig i Ukraine, til at komme ud af landet inden for det næste døgn eller to.
For skulle der blive iværksat et russisk luftangreb, så vil det blive svært at slippe ud af landet, lader han forstå.
Han konstaterer, at Rusland lige nu har samlet en styrke ved grænsen til Ukraine, der er stor nok til at gennemføre et omfattende angreb.
USA har den seneste uge vurderet, at Rusland har samlet en styrke på op mod 130.000 soldater langs grænsen til det østlige Ukraine og ved Hvideruslands grænse til Ukraine.
Rusland har benægtet, at landet planlægger et angreb på Ukraine, men tilliden til Putin er i bund hos de Nato-allierede. Her har adskillelige lande, heriblandt Danmark, fredag aften besluttet at opfordre deres borgere til at forlade Ukraine, og rejser til landet frarådes.
Sullivan siger, at truslen om en russisk invasion har styrket sammenholdet i Nato mere "end på noget tidspunkt i nyere tid".
USA har øget sin tilstedeværelse i Polen med senest 1700 soldater, og fredag blev det meddelt, at antallet vil blive øget med yderligere 3000.
Sullivan antager, at præsident Biden inden for kort tid vil tale i telefon med Putin.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har allerede en aftale om at tale i telefon med Putin lørdag, bekræfter hans kontor.
Macron var tidligere på ugen i Moskva for at mødes med Putin for at drøfte nogle af de russiske krav til at løse krisen, blandt andet at Nato bekræfter, at det aldrig gør Ukraine til medlem. Det er blankt afvist af USA og dets allierede.
Der kom intet konkret ud af mødet. Ifølge flere kommentatorer ydmygede Putin Macron ved at placere ham for enden af et meget langt bord og ved at kræve, at han skulle tage en russisk prc-test, selv om han havde fået taget en i Frankrig inden afrejsen til Moskva.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.