Blå blok har stadig snæver føring i riksdagsvalget i Sverige
Resultat fra parlamentsvalget i Sverige ventes at komme onsdag aften. Fortsat stor spænding om resultatet.
Opdateret 05. oktober 2022 kl. 13:52
Spændingen er fortsat stor, mens stemmerne til riksdagsvalget i Sverige bliver talt op, og et resultat nærmer sig.
Onsdag eftermiddag har blå blok fortsat en smal føring over rød blok. Det viser den foreløbige optælling, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Et valgresultat forventes at være klar sent onsdag aften.
Dog er det foreløbige resultat usikkert. Det fortæller Svante Linusson, der er professor i matematik ved det tekniske universitet Kungliga Tekniske Högskolan.
- Der kan ikke drages nogen konklusioner, siger han.
Svante Linusson kommer dog alligevel med et bud på, hvad han tror, resultatet ender med at blive.
- Moderaternas side fører stadig, og mit hovedscenarie er, at fordelingen af mandater holder, eller at Moderaterna tager et mandat mere, siger Svante Linusson.
Blå blok fører i øjeblikket med et enkelt mandat over statsminister Magdalena Anderssons røde blok.
I blå blok er det Jimmie Åkessons indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna, som er størst. Partiet står til at blive landets næststørste efter Socialdemokraterna.
Jimmie Åkesson udtalte på valgaftenen, at Sverigedemokraterna har en ambition om at sidde med i regeringen, hvis blå blok vinder valget.
Han sagde samtidig, at "det absolut bedste for Sverige lige nu er en flertalsregering".
Svensk politik var i årene efter partiets fremkomst præget af, at ingen af de andre partier ville samarbejde med Sverigedemokraterna.
Ulf Kristersson, der er Moderaternas partileder og statsministerkandidat, er gået til valg på at danne regering med Kristdemokraterna. Regeringen skal i givet fald samarbejde med Liberalerna og Sverigedemokraterna som støttepartier.
Kristersson har i flere omgange afvist at invitere det indvandrerkritiske parti med i regeringen.
Derudover ønsker Liberalerna ikke at støtte en regering, der inkluderer Sverigedemokraterna.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.