Blinken: USA har ikke støttet Ukraines angreb på Rusland
USA har ikke opmuntret Ukraine til at angribe mål inde i Rusland, men det har heller ikke forhindret det.
USA har "hverken opmuntret eller støttet Ukraine, så det er blevet i stand til at angribe mål inde i Rusland.
Det siger den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken.
Udtalelsen er en reaktion på russiske beskyldninger om, at Kyiv har gennemført droneangreb på tre russiske flyvepladser, hvoraf to ligger hundredvis af kilometer fra den ukrainske grænse.
Ukraine har ikke kommenteret angrebene eller de russiske beskyldninger.
Den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, siger også, at USA ikke har opmuntret Ukraine til at angribe mål inde i Rusland.
- Men fra amerikansk side har vi heller ikke aktivt gjort noget for at forhindre landet i at udvikle våben, som kan nå mål i Rusland. Vi arbejder ikke for at hindre Ukraine i at udvikle dets egen formåen, siger Austin til CNN.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har gentagne gange advaret USA og dets allierede mod at "krydse røde linjer" ved at forsyne Ukraine med langtrækkende våben.
Mandag sagde en talsmand fra det russiske forsvarsministerium, at Ukraine "havde forsøgt angreb" mod Djagilevo-flyvepladsen i Ryazan-regionen og mod Engels-luftbasen i Saratov-regionen med "sovjetisk-fremstillede droner".
- Dronerne blev stoppet, men vragdele faldt ned og eksploderede på flyvepladsen, sagde ministeriet.
- Tre soldater blev dræbt og fire andre blev såret, hed det.
The New York Times skrev sent mandag dansk tid, at Ukraine "har angrebet to militærbaser hundredvis af kilometer inde i Rusland med droner."
The New York Times vurderer, at angrebene "signalerer en ny villighed fra Kyiv til at tage kampen til hjertet af Rusland".
Rusland sendte en missilsalve den anden vej kort efter det ukrainske angreb.
Omkring 70 raketter blev sendt mod mål i Ukraine og dræbte mindst fire.
Millioner af mennesker i Ukraine er uden rindende vand og uden elektricitet. Det frygts, at mange risikerer at dø af kulde.
Blinken siger, at Ruslands strategi er "at gøre vinteren til et våben". Han kritiserer ikke ukrainerne for at ramme mål langt inde i Rusland.
Våbeneksperter mener, at Ukraine anvendte simple droner fra sovjetæraen.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.