Bødskov: EU diskuterer træning og minerydning i Ukraine

Letland har foreslået en træningsmission via EU. Den kan Danmark ikke være med i på grund af forbehold.

Letland har tirsdag foreslået en træningsmission til Ukraine. Det er et eksempel på, at EU nu begynder at diskutere militære missioner i Ukraine, som Danmark ikke kan være med i på grund af forbeholdet, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S). (Arkivfoto). <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Letland har tirsdag foreslået en træningsmission til Ukraine. Det er et eksempel på, at EU nu begynder at diskutere militære missioner i Ukraine, som Danmark ikke kan være med i på grund af forbeholdet, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S). (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix

EU-landenes forsvarsministre diskuterer muligheden for en EU-træningsmission i Ukraine. Også forslag om minerydning og rådgivning af væbnede styrker er på bordet.

Det siger forsvarsminister Morten Bødskov (S) efter et møde for EU-landenes forsvarsministre tirsdag i Bruxelles.

- EU bevæger sig nu. EU er klar til at tage et større ansvar for hjælpen til Ukraine. Det er det lettiske forslag et eksempel på, siger Morten Bødskov.

I et tweet skriver den lettiske forsvarsminister, Artis Pabriks, om sit forslag:

- I dag på forsvarsministrenes møde har jeg foreslået etableringen af en EU-træningsmission til Ukraine for at assistere med minerydning i befriede civile områder og sikre Ukraine det nødvendige udstyr.

Morten Bødskov vil ikke sige, hvor mange lande der ud over Letland står bag ønsket om en træningsmission i EU-regi. Men det er ifølge Bødskov "flere" lande.

- Det udfordrer Danmark, fordi vi har vores forbehold, siger Morten Bødskov.

Han henviser til, at Danmark på grund af forsvarsforbeholdet ikke kan deltage i militære missioner via EU. Det er ellers en mission, som Danmark "helt klart" bør deltage i, mener Morten Bødskov.

- Vi har en helt særlig solidaritet med Ukraine. Danmark er langt fremme med donationer til Ukraine. Det vil være naturligt, at Danmark tog et større ansvar her. Men forsvarsforbeholdet kan stå i vejen, siger Morten Bødskov.

Spørgsmål: Hvad vil forskellen være på at lave det i EU-regi frem for i Nato-regi?

- Det er ikke Danmark, der bestemmer det. Det bestemmer et flertal af EU-landene. Så når forslaget nu er på bordet, bliver det drøftet. Og alt afhængig af, hvilken konklusion der bliver truffet, kan det have klare konsekvenser for Danmark.

Spørgsmål: Er det ikke netop et eksempel på, at EU kan udvikle sig til en konkurrent til Nato, hvis EU begynder at lave nogle af de missioner, som Nato har lavet indtil nu?

- Overhovedet ikke. Der er på ingen måde en konflikt mellem Nato og EU. Tværtimod er det et eksempel på, at EU og Nato supplerer hinanden. EU engagerer sig nu i drøftelser af, hvordan man kan udvikle projekter, der kan supplere den indsats, som i øvrigt bliver lavet, siger Morten Bødskov.

På spørgsmålet om, hvorvidt han vil opfordre EU-landene til at lave missionen i Nato-regi, siger forsvarsministeren:

- Jeg mener, at forsvarsforbeholdet skal fjernes, fordi det er et klokkerent eksempel på, hvilke problemer det giver Danmark.

- Der en tid før 24. februar og efter 24. februar, hvor Putin gik ind i Ukraine. Nu kan man se, at EU diskuterer forslag om at tage et større ansvar for minerydning, træning af det ukrainske forsvar og rådgivning og vejledning af de ukrainske styrker, siger Morten Bødskov.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden