Borgmester: Tjernihiv er omringet og afskåret fra nødhjælp
Nordukrainsk by med 285.000 indbyggere har ikke længere adgang til vigtig rute til Kyiv, siger borgmester.
Opdateret kl. 19:41
Byen Tjernihiv, der ligger omkring 140 kilometer nord for Kyiv, er omringet af russiske styrker.
Det siger byens borgmester, Vladyslav Atrosjenko, fredag.
Et bombardement har ifølge ham ramt en bro, der forbinder byen til veje mod hovedstaden Kyiv mod syd.
Dermed er det ikke længere muligt for myndigheder og borgere at benytte sig af byens vigtigste rute til nødhjælp og til at evakuere sårede, fortsætter han. Oplysningen er ikke uafhængigt bekræftet.
- Vi er i bund og grund omringet og oplever en humanitær katastrofe, siger Atrosjenko.
- Folk er uden vand, varme og el. De har indset, at de endnu ikke har oplevet det værste.
Før krigen begyndte, boede omkring 285.000 mennesker i byen.
Ruslands forsvarsministerium udtalte tidligere fredag, at landets styrker har "blokeret" flere ukrainske byer, heriblandt Tjernihiv.
Det sker for at holde det ukrainske militær beskæftiget, så Rusland kan fokusere på at overtage den østligt beliggende Donbass-region, lød det fra ministeriet.
Den russiske regering har gentagne gange udtalt, at civile ikke er mål for angreb. Regeringen kalder krigen i Ukraine en "særlig militæroperation".
Over halvdelen af de boliger, der ligger i udkanten af Tjernihiv, er blevet ødelagt af bomber, siger Vladyslav Atrosjenko.
Ifølge ham er myndighederne nødt til at levere vand til forskellige områder af byen i de beholdere, som nu engang er tilgængelige.
Nogle af byens borgere må lave mad over åben ild uden for deres hjem.
- Byen er fuldstændig ødelagt, siger han.
Myndigheder i Kyiv håber på, at en humanitær korridor til Tjernihiv kan oprettes lørdag.
Men forhandlingerne er angiveligt svære.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.