konflikt, krig og fred

Borgmester: Ukrainske styrker har generobret by nær Kyiv

Den ukrainske by Irpin, der har været hårdt ramt af kamphandlinger, er angiveligt blevet generobret.

Irpin ligger vest for Kyiv og har været præget af kamphandlinger den seneste måneds tid. (Arkivfoto).
Irpin ligger vest for Kyiv og har været præget af kamphandlinger den seneste måneds tid. (Arkivfoto). Felipe Dana/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:03

Borgmesteren i den ukrainske by Irpin, der ligger nær hovedstaden Kyiv, hævder, at byen er blevet generobret af de ukrainske styrker.

- Vi har godt nyt i dag. Irpin er blevet befriet, siger borgmesteren, Oleksandr Markusjyn, i en videoudtalelse på beskedtjenesten Telegram.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge borgmesteren har de ukrainske styrker nu igen fuld kontrol over byen.

- Vi er klar over, at der kommer til at være flere angreb mod vores by, og vi kommer til at forsvare den med stort mod, siger borgmesteren.

Nyhedsbureauet Reuters har mandag ikke uafhængigt fået bekræftet, om borgmesterens udmelding er korrekt.

Irpin ligger vest for Kyiv og har været hårdt ramt af kamphandlinger, siden russiske styrker rykkede ind i Ukraine den 24. februar.

Efter over en måned med krig holder de ukrainske styrker fortsat stand ved Ukraines større byer. Det gælder blandt andet hovedstaden Kyiv og Kharkiv. Havnebyen Mariupol er belejret, men ikke erobret af russerne.

Russernes offensiv blev indledt, efter at de i månedsvis havde opmarcheret over 100.000 soldater ved den ukrainske grænse.

Konflikten består blandt andet i, at Rusland mener, at Ukraine har nærmet sig Vesten for meget. Rusland er imod Ukraines ønske om at blive en del af den vestlige forsvarsalliance Nato og har forlangt en garanti for, at det ikke sker. Sådan en garanti har Nato afvist at give.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden