Brasilianske præsidentkandidater kritiserer fraværende Lula

Favoritten til det brasilianske præsidentvalg dukkede ikke op til en stor tv-debat, og det afføder kritik.

Talerstolen til venstre var efterladt tom, da favoritten til det brasilianske præsidentvalg, Lula, meldte afbud til en stor debat på fjernsyn lørdag aften. <i>Marcelo Chello/Ritzau Scanpix</i>

Talerstolen til venstre var efterladt tom, da favoritten til det brasilianske præsidentvalg, Lula, meldte afbud til en stor debat på fjernsyn lørdag aften. Marcelo Chello/Ritzau Scanpix

Det afføder stor kritik fra politiske modstandere, at Luiz Inácio Lula da Silva ikke dukkede op til en stor præsidentkandidatdebat, som blev holdt lørdag aften i Brasilien.

Samtlige af de seks kandidater, som var dukket op til tv-debatten, langer ud efter Lula, som fører i meningsmålingerne.

Det skriver det amerikanske medie CNN.

Lula meddelte dagen før debatten, at han desværre ikke havde tid til at forberede sig til den og i øvrigt havde andre begivenheder i kalenderen.

Ifølge den brasilianske avis Folha sagde landets nuværende præsident, Jair Bolsonaro, under debatten, at Lulas tilgang viser et manglende engagement i Brasiliens befolkning.

En anden kandidat, Simone Tebet fra et centrumhøjreparti, hævder ifølge Folha, at Lula beder befolkningen om "blind tillid" ved ikke at dukke op til debatten.

Lula var præsident i Brasilien mellem 2003 og 2010. I 2018 blev han idømt en lang fængselsstraf for korruption og hvidvask. Året efter blev han dog løsladt, da Brasiliens højesteret omstødte dommen.

Lula har ifølge nyhedsbureauet Reuters opbygget en solid føring over Bolsonaro i de fleste meningsmålinger. Han skal dog samle mere end 50 procent af de brasilianske stemmer for at blive valgt i første runde.

Hvis ingen kandidat får 50 procent af stemmerne i første runde, vil der være en anden runde. Her skal brasilianerne vælge mellem de to kandidater, som fik flest stemmer i første runde.

Ud over Lulas bemærkelsesværdige fravær drøftede kandidaterne stigende sult i Brasilien. Simone Tebet kritiserede Bolsonaro for at sende landet tilbage på sultkortet.

Ifølge Bolsonaro selv havde det dog ikke noget med ham at gøre, men i stedet coronapandemien. Det var under pandemien, at "folk virkelig begyndte at sulte", sagde Bolsonaro og understregede, at det var ham, som iværksatte Auxilio Brasil (Hjælp Brasilien, et velfærdsinitiativ, red.).

Også korruption i Brasilien, kvinders rettigheder og abortrettigheder var under luppen i debatten.

Første runde af præsidentvalget går i gang 2. oktober. Findes der ikke en vinder her, afholdes runde to 30. oktober.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden