BRIKS-landene kræver brud med europæisk ledelse i valutafund
Landene i BRIKS-samarbejdet vil gøre op med tradition for europæisk lederskab i Den Internationale Valutafond.
Landene i BRIKS-samarbejdet efterlyser reformer i Den Internationale Valutafond (IMF).
Det fremgår af en fælles udtalelse fra BRIKS-landenes finansministre forud for et topmøde i Brasilien søndag og mandag.
BRIKS-landene, der blandt andet består af Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, ønsker et brud med traditionen for europæisk ledelse i toppen af IMF.
Siden IMF blev oprettet i 1944 efter Anden Verdenskrig har valutafonden udelukkende haft europæiske ledere.
Den nuværende leder, bulgarske Kristalina Georgieva, har siddet på posten siden 2019.
- Med respekt for den meritbaserede udvælgelsesproces så bør den regionale repræsentation styrkes i IMF's ledelse for at overvinde den forældede gentlemanaftale efter Anden Verdenskrig, som er uegnet til den nuværende verdensorden, skriver finansministrene i den fælles udtalelse.
Samtidig efterlyser BRIKS-landene en anden stemmefordeling, når der skal træffes beslutninger i IMF.
Her ønsker Briks-landene, at stemmevægten defineres ud fra medlemslandenes relative position i verdensøkonomien, lyder det. IMF's fattigste medlemslande skal dog beskyttes.
IMF, der er en del af FN-systemet, blev etableret sammen med Verdensbanken efter Anden Verdenskrig. Formålet var at stabilisere den globale økonomi og fremme økonomisk samarbejde.
Valutafonden har de senere år spillet en stor rolle i genopretningen af eurolandes økonomier efter finanskrisen.
BRIKS står for Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika og blev oprettet i 2009.
Sidste år blev BRIKS-samarbejdet udvidet med Egypten, Etiopien, Indonesien, Iran, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.
De 11 lande repræsenterer omkring 40 procent af det globale bruttonationalprodukt.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.