Brite glad for oldsager får omstødt dom på 15 års fængsel i Irak

En pensioneret brite blev i Irak sidste måned dømt for smugling af antikviteter. Han løslades om få dage.

James Fitton (t.v.) blev i sidste måned idømt 15 års fængsel for smugling af antikviteter. Men dommen er tirsdag blevet omstødt, så han snart løslades fra fængsel i Irak. (Arkivfoto). <i>Thaier Al-Sudani/Reuters</i>

James Fitton (t.v.) blev i sidste måned idømt 15 års fængsel for smugling af antikviteter. Men dommen er tirsdag blevet omstødt, så han snart løslades fra fængsel i Irak. (Arkivfoto). Thaier Al-Sudani/Reuters

Den britiske pensionist James Fitton kan ånde lettet op. For han har tirsdag fået omstødt en dom på 15 års fængsel i Irak.

Det oplyser hans advokat Thaer Saoud.

James Fitton blev i sidste måned idømt 15 års fængsel for smugling af antikviteter.

Men dommen er tirsdag blevet omstødt, og den pensionerede geolog vil snart blive løsladt ifølge advokaten.

James Fitton blev i 2002 sigtet i sagen. Han var sigtet for at have forbrudt sig mod en lov, der forbyder at tage antikviteter ud af Irak. Den maksimale straf i sådanne sager er dødsstraf.

Fittons svigersøn, Sam Tasker, siger, at familien er "meget glad for beslutningen, men stadig venter på hans løsladelse".

Da retssagen mod Fitton stod på, havde han tyskeren Volker Waldmann ved sin side. Også Waldmann var anklaget for samme forbrydelse, men gik fri. Begge mænd havde erklæret sig ikke skyldige.

Derfor valgte Fitton også at appellere afgørelsen sidste måned, og det har altså båret frugt.

Ifølge toldvagter og vidner var der dusinvis af stenfragmenter og stykker af lertøj eller keramik i Fittons bagage, da han var på vej ud af Irak.

Da dommeren i den oprindelige retssag spurgte Fitton, hvorfor han prøvede at smugle artefakter ud af Irak, begrundede Fitton det med, at det var hans hobby, og at han ikke bevidst havde gjort noget ulovligt.

- Jeg vidste ikke, at det var imod loven at tage dem, sagde han i sin tid.

Dommeren i sagen kom dog frem til, at det var en bevidst forbrydelse og idømte ham 15 år i fængsel. Dommeren forklarede, at Fittons fremskredne alder var årsag til, at han ikke fik dødsstraf.

I den omstødte dom bliver det slået fast, at Fittons handlinger ikke var bevidste, og at han bliver frikendt på grund af manglende beviser mod ham.

Han bliver løsladt inden for de næste par dage, lyder det.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.