Britisk analytiker: Rusland kontrollerer nu byen Sjevjerodonetsk
Krigen i regionen Donbas er inde i en måske afgørende udvikling for russerne, siger militære analytikere.

En lokal indbygger på en sønderbombet markedsplads i byen Sjevjerodonetsk, som ligger i Donbas i det østlige Ukraine. Udviklingen i Donbas er inde i en måske afgørende udvikling for russerne, siger militære analytikere. Serhii Nuzhnenko/Reuters
Russiske styrker kontrollerer nu byen Sjevjerodonetsk, som ligger i udbryderrepublikken Luhansk i regionen Donbas. Det skriver det britiske forsvarsministerium i sin opdatering torsdag.
- Russerne har indtaget byen, men det har haft sine omkostninger. De russiske styrker er blevet påført tab, hedder det.
Ifølge britiske militæranalytikere i forsvarsministeriet vil det være afgørende for russerne at krydse Siverskyj Donets-floden for at sikre sig kontrol over Luhansk.
Flodbredden er kontrolleret af ukrainske styrker på afgørende steder og broer er ødelagt, hedder det i opdateringen.
- Det er sandsynligt, at Rusland vil have brug for en kort taktisk pause for at forberede en krydsning af floden og efterfølgende angreb i Donetsk, hvor ukrainerne har forberedt forsvarsstillinger.
- Russerne vil dermed risikere at miste det momentum, som de har opbygget den seneste uge, oplyser ministeriet.
Et forsøg på at krydse floden via en pontonbro den 11. maj gik tilsyneladende helt galt for en russisk bataljon, hvor mange russiske soldater blev meldt dræbt.
Rusland har sat meget ind på at erobre kontrol over regionen Donbas, som omfatter udbryderrepublikkerne Donetsk og Luhansk.
Michael Mandelbaum, som er direktør for det udenrigspolitiske institut ved Johns Hopkins-universitetet, skriver i en kronik, som er sendt til NTB, at slaget om Donbas kan være et afgørende slag i krigen.
– Hvis den russiske hær får succes med sit forehavende, så vil den styrke sit greb om en betydelig del af nabolandet og måske bruge området som base i et nyt forsøg på at erobre hele Ukraine. Eller de kan blive opmuntret til at invadere andre naboer, skriver Mandelbaum i kronikken ifølge NTB.
– Hvis de ukrainske styrker vinder, så vil de ikke blot have reddet landet. De vil have tilføjet et hårdt og muligvis fatalt slag mod Vladimir Putins mål om at ændre sikkerhedssituationen i Europa efter Den Kolde Krig, pointerer Mandelbaum.
Han sammenligner slaget om Donbas med slaget ved Gettysburg i den amerikanske borgerkrig.
Slaget var borgerkrigens største slag med deltagelse af cirka 170.000 soldater og bliver af mange historikere regnet for at være borgerkrigens vendepunkt.
Den amerikanske tænketank Institute for the Study of War skriver i sin seneste analyse om krigen, at russiske forsvarsbloggere advarer om, at Ukraine har stigende held med modoffensiver andre steder end i Sjevjerodonetsk.
Den russiske blogger Dmitrijev, som har over 100.000 følgere, skriver på beskedtjenesten Telegram, at Ukraine kan påføre russiske styrker smertefulde tab i Kherson, Kharkiv og Zaporizjzja.
/ritzau/Reuters
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.