Britisk brandchef kræver forbud mod engangsgrill

Knastørt græs som følge af historisk hedebølge har givet det britiske brandvæsen sved på panden denne sommer.

16 huse i Wennington i London blev ødelagt af flammer tirsdag 19. juli, da der blev målt rekordhøje temperaturer i England. Chefen for brandvæsnet i London, Andy Roe, opfordrer myndighederne til at indføre et forbud mod engangsgrill forud for en mulig ny hedebølge. (Arkivfoto) <i>Yui Mok/Ritzau Scanpix</i>

16 huse i Wennington i London blev ødelagt af flammer tirsdag 19. juli, da der blev målt rekordhøje temperaturer i England. Chefen for brandvæsnet i London, Andy Roe, opfordrer myndighederne til at indføre et forbud mod engangsgrill forud for en mulig ny hedebølge. (Arkivfoto) Yui Mok/Ritzau Scanpix

Chefen for brandvæsnet i London vil have indført et forbud mod brug af engangsgrill forud for, at en mulig ny hedebølge rammer den britiske hovedstad.

Det skriver avisen The Daily Mail.

Advarslen fra brandchef Andy Roe kommer, efter at storbyens brandvæsen i sidste uge blev kaldt ud til et rekordhøjt antal slukningsopgaver.

Fra 18. juli og en uge frem blev der anmeldt over 1000 brande i forbindelse med, at temperaturerne bragede i vejret.

I løbet af ugen modtog brandvæsnet over dobbelt så mange opkald som normalt.

Trods advarsler om brandrisiko, især i parker og andre områder med knastørt græs, opførte folk sig "skødesløst og uansvarligt" ifølge Roe.

Lørdag den 23. juli forhindrede brandfolk en alvorlig brand forårsaget af en engangsgrill i det østlige London.

Andy Roe påpeger, at en engangsgrill kan købes for så lidt som fem pund og forårsage voldsomme ødelæggelser. Især når græsset er så tørt som nu.

- Sidste uge er endnu et eksempel på, hvordan vi i stigende grad bliver udfordret af nye ekstreme vejrforhold, i takt med at vores klima ændrer sig, og vi samtidig udvikler langsigtede strategier til at håndtere flere hændelser som denne i fremtiden, siger han.

Flere supermarkedskæder i Storbritannien som Waitrose og Aldi har meddelt, at de ikke længere vil have engangsgrill på hylderne. Det skyldes deres skadelige indvirkning på miljø og dyreliv.

En historisk hedebølge trak i sidste uge ind over Storbritannien. I byen Coningsby i Lincolnshire i det østlige England blev der om tirsdagen målt 40,3 grader. Det er den højeste temperatur, der nogensinde er registreret på de britiske øer.

Den tirsdag blev samtidig den mest travle for det britiske brandvæsen siden Anden Verdenskrig.

I Wennington i det østlige London blev 16 huse fortæret af flammer, og den lokale brandstation var tæt på at lide samme skæbne, skriver The Daily Mail.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.