krig

Britisk efterretningschef: Rusland mangler ammunition

Britiske efterretninger: Ukraine har vendt krigens gang mod "udmattede russiske styrker".

De omkring 80 missiler, som Rusland mandag sendte ned over en række byer i Ukraine - her i hovedstaden Kyiv - viser, at Rusland stadig er i stand til at forårsage stor ødelæggelse, siger britisk efterretningschef.
De omkring 80 missiler, som Rusland mandag sendte ned over en række byer i Ukraine - her i hovedstaden Kyiv - viser, at Rusland stadig er i stand til at forårsage stor ødelæggelse, siger britisk efterretningschef. Roman Hrytsyna/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 15:34

Ukraine har vendt krigens gang mod "udmattede russiske styrker". Det vurderer lederen af den britiske efterretningstjeneste GCHQ, Jeremy Fleming, ifølge BBC.

Fleming mener, at Moskva er ved at løbe tør for ammunition. Det fremgår af en tale, som han skal holde senere tirsdag, skriver det britiske medie.

Fleming siger, at mange måneders hårde sanktioner kan have undergravet Ruslands evne til at føre krig mod Ukraine. Lagrene af våben, ammunition og missiler er ved at slippe op.

- Vi ved, og russiske befalingsmænd på slagmarken ved, at deres forsyninger og ammunition er ved at slippe op, lyder det fra Fleming.

Han tilføjer, at de missilangreb, der mandag ramte Kyiv og flere andre ukrainske byer, viser, at Rusland stadig kan forårsage stor skade.

- Ruslands militære maskineri kan affyre våben, og det har dybe lagre og ekspertise. Men de er spredt bredt ud, siger han.

I et interview med den britiske Radio 4 siger han videre, at Rusland ikke alene er ved at løbe tør for ammunition, de "er bestemt ved at løbe tør for venner".

- Vi kan se desperationen på mange niveauer i det russiske samfund og Ruslands militærmaskine, siger Fleming.

Den tale, som han holder senere tirsdag, indgår i en årlig forelæsning, som efterretningschefen står for. Den bliver holdt i en britisk tænketank for sikkerhedspolitik.

Talen er på forhånd givet videre til magasinet Fortune.

Jeremy Fleming leder Regeringens Kommunikationshovedkvarter, GCHQ, som udgør rygraden i det britiske efterretningsvæsen sammen med MI5 og MI6. De to er britiske versioner af henholdsvis FBI og CIA.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden