Britisk kandidatdebat går op i TikTok og skattestigninger

Sænkning af skatten og forholdet til Kina kom til debat mellem de to kandidater til premierministerposten.

Rishi Sunak og Liz Truss mødtes mandag aften i en debat på livefjernsyn. Begge kandiderer til posten som leder for det konservative parti og dermed Storbritanniens næste premierminister. <i>Pool/Reuters</i>

Rishi Sunak og Liz Truss mødtes mandag aften i en debat på livefjernsyn. Begge kandiderer til posten som leder for det konservative parti og dermed Storbritanniens næste premierminister. Pool/Reuters

Liz Truss og Rishi Sunak stødte mandag aften igen hovederne sammen i fjernsynet, da de to mødtes i en debat i valgkampen til posten som leder for Storbritanniens konservative parti og dermed posten som landets premierminister.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Potentielle skattelettelser er en af hovedstridspunkterne mellem de to kandidater.

Sunak, en rigmand, hvis forældre kom til Storbritannien fra Pakistan, gik ifølge det franske nyhedsbureau AFP omgående i kødet på Truss' plan om at sænke skatterne.

- Jeg synes ikke, det er det rigtige at gøre, jeg synes ikke, det er ansvarligt, og det er i hvert fald ikke konservativt, sagde Sunak, inden han blev afbrudt af Truss.

Truss bed sig fast i, at Sunak i sin tid som finansminister har "hævet skatterne til det højeste niveau i 70 år".

- Følger vi Rishis plan, styrer vi mod recession, sagde hun.

Begge kandidater har tidligere lovet, at de vil sætte hårdhændet ind mod kinesiske selskaber, som opererer i Storbritannien, som for eksempel det sociale medie TikTok gør det.

- Vi skal helt bestemt slå ned på denne her type selskaber, sagde Liz Truss i debatten.

TikTok er seneste blevet anklaget for at videregive amerikanske brugerdata til den kinesiske regering. Det har selskabet bag, Bytedance, afvist. Senere har selskabet dog indrømmet, at den kinesiske regering godt kan få indsigt i australske brugerdata.

Sunak har tidligere kaldt Kina "den største trussel" mod sikkerheden i Storbritannien såvel som i verden.

Liz Truss er i øjeblikket landets udenrigsminister. Målinger viser et solidt forspring til hende.

5. september bliver det offentliggjort, hvem de over 160.000 konservative medlemmer har valgt som deres næste leder.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.