Britisk minister skal afgøre om Assange udleveres

Britisk indenrigsminister skal træffe beslutning om WikiLeaks-grundlæggerens mulige udlevering til USA.

Ved et retsmøde i Magistrate Court i London onsdag blev det fastslået, at det er op til den britiske indenrigsminister, Priti Patel, at afgøre spørgsmålet om en udlevering af Julian Assange til USA. <i>Justin Tallis/Ritzau Scanpix</i>

Ved et retsmøde i Magistrate Court i London onsdag blev det fastslået, at det er op til den britiske indenrigsminister, Priti Patel, at afgøre spørgsmålet om en udlevering af Julian Assange til USA. Justin Tallis/Ritzau Scanpix

En britisk domstol har afgjort, at den britiske regering skal træffe beslutning om, hvorvidt WikiLeaks-grundlæggeren Julian Assange skal udleveres til USA. Det skriver AFP.

En britisk domstol afviste i januar 2021 amerikanernes begæring om at få Assange udleveret. Men afgørelsen blev senere omstødt ved en højere retsinstans.

I januar i år besluttede High Court i London, at udleveringssagen kunne ankes, men også denne kendelse er siden blevet tilsidesat.

Ved et retsmøde i Magistrate Court i London onsdag blev det så fastslået, at det er op til indenrigsminister Priti Patel at afgøre spørgsmålet om en udlevering. Hun har nu to uger til at træffe afgørelsen. Men sagen vil ikke være overstået med det.

Dersom Patel beslutter, at Assange skal udleveres til USA, har Assanges forsvarere en frist til 18. maj til at anke sagen til britisk højesteret. Bliver beslutningen opretholdt der, vil de bringe sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) i Strasbourg.

Hvis WikiLeaks-grundlæggeren til sidst bliver udleveret til USA, venter en omfattende tiltale om spionage, som har straframme på op til 175 års fængsel.

Assanges maraton i det britiske retsvæsen blev indledt efter et besøg i Sverige for 12 år siden. To svenske kvinder anmeldte ham for voldtægt og seksuelle overgreb, og de svenske myndigheder efterlyste ham.

I august 2010 blev han pågrebet i Storbritannien, men han blev løsladt mod kaution.

I 2012 besluttede en britisk domstol, at han kunne udleveres til Sverige, men Assange frygtede, at Sverige derefter ville udlevere ham til USA, og han søgte tilflugt i Ecuadors ambassade i London. Her opholdt han sig i sy år.

I april 2019 opgav Ecuador beskyttelsen af Assange, som blev pågrebet af britisk politi og idømt til 50 ugers fængsel for brud på kautionsbetingelser. Siden har Assange siddet fængslet i det topsikrede Belmarsh-fængsel uden for London.

I Sverige har anklagemyndigheden henlagt sagen mod Assange, som har afvist, at han begik overgreb på de svenske kvinder.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.