Britisk økonomi skrumper: Måske begyndelsen på længere nedtur

Den britiske økonomi er gået i stå, viser tal ugen før regeringen kommer med sin finanspolitik for næste år.

Den britiske finansminister, Jeremy Hunt, skal næste uge fremlægge den britiske regerings finanspolitik. Fredag kunne han læse, at britisk økonomi skrumpede i tredje kvartal, og økonomer venter ikke bedring lige foreløbig. (Arkivfoto). <i>Henry Nicholls/Reuters</i>

Den britiske finansminister, Jeremy Hunt, skal næste uge fremlægge den britiske regerings finanspolitik. Fredag kunne han læse, at britisk økonomi skrumpede i tredje kvartal, og økonomer venter ikke bedring lige foreløbig. (Arkivfoto). Henry Nicholls/Reuters

Den britiske økonomi skrumpede i tredje kvartal, og økonomer frygter, at det kan være begyndelsen på en recession.

En økonomis størrelse måles oftest i bruttonationalprodukt. I tredje kvartal lød faldet i den britiske økonomi på 0,2 procent, skriver nyhedsbureauet Reuters fredag.

På overfladen var det egentlig mindre, end britiske økonomer havde frygtet.

Men det skyldes særligt, at britisk økonomi i juli og august klarede sig bedre end hidtil troet. Til gengæld var briternes økonomi hårdere ramt i september, end det var ventet.

En af årsagerne til faldet i september er ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der i september som følge af dronning Elizabeths begravelse var en ekstra fridag. Dermed havde butikker lukket, og folk havde fri.

Økonomer frygter, at bruttonationalproduktets fald i tredje kvartal indvarsler en recession, der kan være i flere kvartaler i træk.

En recession er, når en økonomi skrumper to kvartaler i træk.

Et af de steder i Danmark, man holder øje med britisk økonomi, er hos Dansk Erhverv. Sidste år eksporterede Danmark til Storbritannien for 89 milliarder kroner. Dermed er det Danmarks fjerdestørste eksportmarked.

- Vi venter, at den negative vækst i tredje kvartal er startskuddet til recession i britisk økonomi, som vil præge resten af i år og det meste af næste år, skriver seniorøkonom fra Dansk Erhverv Kristian Skriver i en analyse.

Han peger på, at det særligt er de britiske husholdninger, der har skruet ned for forbruget.

- Det er der også god grund til. De britiske forbrugere er i øjeblikket plaget af høj inflation og meget høje energiregninger, som gør ondt på de britiske pengepunge.

- Det får briterne til at holde igen med forbruget og dermed sende britisk økonomi i bakgear.

- Dertil er renterne steget kraftigt i løbet af 2022. De højere renter vil få de britiske husholdninger, der skal betale højere renter på boliglån, til at holde igen med forbruget.

Den britiske regering skal i næste uge præsentere sin finanspolitik for næste år.

- Jeg gør mig ingen illusioner om, at der ikke er en svær tid foran os. En tid, der vil kræve ekstremt svære valg for at genoprette tilliden og økonomisk stabilitet, siger finansministeren Jeremy Hunt i en udtalelse om fredagens tal for bruttonationalproduktet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.