Britisk premierministerfavorit trækker sig fra stort interview

Liz Truss, der er favorit til at blive Storbritanniens næste premierminister, har aflyst stort BBC-interview.

Liz Truss har trukket sig fra et stort interview med det britiske public service-medie BBC, kort inden at det står klart, hvem der skal være den næste konservative leder og dermed Storbritanniens næste premierminister. (Arkivfoto). <i>Phil Noble/Reuters</i>

Liz Truss har trukket sig fra et stort interview med det britiske public service-medie BBC, kort inden at det står klart, hvem der skal være den næste konservative leder og dermed Storbritanniens næste premierminister. (Arkivfoto). Phil Noble/Reuters

Tirsdag var det meningen, at briterne skulle kunne tænde fjernsynet, sætte sig til rette og høre konservative Liz Truss svare på, hvad hendes økonomiske plan for Storbritannien er.

Men sådan bliver det ikke. Storfavoritten til at blive den næste konservative leder og dermed landets næste premierminister har nemlig trukket sig fra et stort interview med BBC.

Det oplyser mediet mandag aften.

- Vi ærgrer os over, at det trods aftalen ikke har været muligt at gennemføre det dybdegående interview med begge kandidater, skriver BBC på Twitter.

Meningen var, at Truss skulle udspørges af Nick Robinson, en BBC-veteran, som siden 2005 har haft posten som politisk redaktør for det britiske public service-medie.

Robinson giver på det sociale medie Twitter udtryk for sin store ærgrelse over, at Truss har trukket sig.

- Jeg var glad for udsigten til et dybdegående interview med Liz Truss på BBC One (en af mediets tv-kanaler, red.). Jeg er skuffet og frustreret over, at det er blevet aflyst, skriver redaktøren.

Truss' kampagnepersonale har begrundet beslutningen med, at hun "ikke længere kunne tage sig tid" til at deltage i et interview med BBC.

De omkring 200.000 medlemmer af det konservative parti er i gang med at stemme om, hvem der skal være partiets næste leder og dermed premierminister.

Resultatet af en urafstemning vil blive offentliggjort mandag den 5. september.

Ligesom i Danmark dominerer emner som inflation og prisstigninger den politiske debat.

Briterne har en inflation på over 10 procent - det højeste niveau i 40 år. Landet er tæt på recession, og stigende energipriser har fået mange til at frygte for vinteren.

En undersøgelse foretaget af University of York tyder på, at over halvdelen af husholdningerne i landet - omkring 15 millioner indbyggere - ikke vil have råd til at varme deres boliger ordentligt op til januar.

Den anden kandidat til det konservative formandskab, Rishi Sunak, ærgrer sig over, at de britiske vælgere ikke får mulighed for at se Liz Truss' politik efter i sømmene, inden resultatet offentliggøres.

- At undgå en granskning antyder, at Truss enten ikke har en plan, eller at den plan, som hun har, er helt og aldeles utilstrækkelig til at løse de problemer, som vi står over for denne vinter, lyder det fra hans kampagnepersonale.

/ritzau/dpa

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.