Broblokade af vital handelsbro i Nordamerika fortsætter
Selv om myndigheder i Canada tog skrappere midler i brug mod demonstranter fredag, er broblokade ikke ophævet.
En anspændt konflikt ved en canadisk-amerikansk grænsebro er blevet dæmpet en smule lørdag, efter at politiet har overtalt demonstranter til at flytte flere lastbiler, der blokerede broen.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Dog blokerer demonstranter stadig for adgangen til broen på den canadiske side lørdag aften lokal tid, hvilket generer trafikken over den vitale handelsbro mellem de to lande for sjette dag i træk.
Siden mandag har lastbilchaufførerne i protest mod landets vaccinekrav blokeret for Nordamerikas travleste grænseovergang.
Chaufførerne er vrede over, at de har pligt til at blive vaccineret mod corona og til at gå i karantæne, hvis de bliver testet positive for covid-19.
Broen forbinder Windsor i den canadiske provins Ontario med den amerikanske by Detroit.
Lørdag blev en mand i en lastbil med teksten "Krav på frihed" og "Trump 2024" set forlade protesten ved broen omgivet af flere politibetjente.
En anden lastbilchauffør forlod stedet lørdag morgen. Han tudede i sit horn og råbte frihed til stor jubel for de tilbageværende demonstranter.
Efterfølgende sluttede hundredvis af demonstranter sig til folkemængden ved indgangen til broen
Selv om der ikke er nogen meldinger om konfrontationer mellem politi og demonstranter lørdag, er trafikken fortsat ikke blevet genoptaget over broen, skriver AP.
Fredag aften beordrede en domstol i Canada, at de demonstrerende lastbilchauffører skulle forlade broen hurtigst muligt.
Tidligere fredag erklærede provisen Ontario nødretstilstand som følge af situationen.
Med nødretstilstanden risikerer chaufførerne at blive idømt bøder på op til 100.000 canadiske dollar (cirka en halv million kroner).
De risikerer også fængsel i op til et år, hvis de fastholder deres blokader.
På grund af blokeringen har embedsfolk været nødsaget til at omdirigere flere transportruter for at dæmme op for tabet for virksomheder.
Den igangværende blokade har blandt andet været hård ved bilproducenten Ford i Detroit.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.