Verden

Busulykke koster ti mennesker livet juleaften i Mexico

En passagerbus var på vej fra Mexico City, da den af ukendte årsager kørte galt. Et barn er blandt de omkomne.

I slutningen af november blev flere mennesker dræbt og adskillige såret, da en bus forulykkede i den mexicanske delstat Michoacán, hvor dette billede er fra. Juleaften har endnu en busulykke ramt Mexico. (Arkivfoto).
I slutningen af november blev flere mennesker dræbt og adskillige såret, da en bus forulykkede i den mexicanske delstat Michoacán, hvor dette billede er fra. Juleaften har endnu en busulykke ramt Mexico. (Arkivfoto). Enrique Castro/Ritzau Scanpix

Ti personer har mistet livet i en busulykke i Mexico.

Det oplyser myndighederne i den mexicanske delstat Veracruz.

Ulykken fandt sted juleaften i byen Zontecomatlán, da bussen var på vej fra hovedstaden Mexico City til landsbyen Chicontepec.

- På nuværende tidspunkt har vi bekræftet ni voksne og ét barn blandt de omkomne, oplyser det lokale borgmesterkontor i en erklæring.

32 personer er kvæstet i ulykken, og de er indlagt på forskellige hospitaler.

Det er uklart, hvad der har været årsagen til den dødbringende trafikulykke.

Dødelige trafikulykker, hvor ofte busser eller lastbiler er involveret, er almindelige i Mexico. Det skyldes flere gange høj fart eller mekaniske fejl på køretøjerne.

I slutningen af november blev ti mennesker dræbt og 20 andre såret i en lignende ulykke i den vestlige delstat Michoacán.

I februar blev over 30 personer dræbt i en busulykke i det sydlige Mexico. Bussen var på vej til delstaten Tabasco fra feriebyen Cancun, skrev lokale medier.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden