Californien sagsøgt for at forbyde våbenreklamer til børn

En gruppe mener, at Californiens forbud mod våbenreklamer rettet mod børn er i strid med ytringsfriheden.

Californiens guvernør, Gavin Newsom, kunne for nylig sætte sin underskrift på ny lovgivning, som begrænser våbenreklamer til børn. (Arkivfoto). <i>Rich Pedroncelli/Ritzau Scanpix</i>

Californiens guvernør, Gavin Newsom, kunne for nylig sætte sin underskrift på ny lovgivning, som begrænser våbenreklamer til børn. (Arkivfoto). Rich Pedroncelli/Ritzau Scanpix

Den amerikanske delstat Californien er blevet sagsøgt af en forlægger for et magasin om skydning for unge.

Californien indførte for nylig en ny lov, der begrænser muligheden for at målrette reklamer for våben mod børn.

Guvernør Gavin Newsom begrundede det blandt andet med, at våbenfabrikanten Wee 1 Tactical havde reklameret for en AR15-riffel specifik til børn.

AR15-riflen er den, som blev brugt til blandt andet skoleskyderiet i Uvalde, Texas, hvor 19 børn og 2 lærere blev dræbt.

Men forbuddet mod sådanne reklamer er altså i strid med den amerikanske forfatningssikrede ytringsfrihed. Det hævder forlaget Junior Sports Magazines, som desuden får støtte af lobbyistgruppen Second Amendment Foundation.

Second Amendment Foundation arbejder for færre begrænsninger af retten til at købe og bære skydevåben i USA.

Sagsøgerne kalder loven "diskriminerende", fordi de mener, at loven retter sig mod folk med en bestemt holdning.

- Sektion 22949.80 (delstatens nye lov, red.) indfører en indholds- og parts-baseret begrænsning af den sikrede ytringsfrihed, som er holdnings-diskriminerende, fremgår det af søgsmålet.

Californiens statsadvokat, Rob Bonta, siger i en udtalelse, at hans afdeling "vil gøre alt, hvad den har mulighed for, for at beskytte Californiens fornuftige våbenlovgivning".

Debatten om våbenlovgivning kører for tiden i USA på højt blus.

En række markante masseskyderier i USA har blandt andet fået det amerikanske senat til for første gang i 28 år at stemme for en større reform af landets våbenlovgivning.

Loven indebærer i visse tilfælde grundigere baggrundstjek, når en person forsøger at købe et skydevåben. Loven afsætter også føderale midler til at hjælpe delstater, som ønsker at stramme deres våbenlovgivning.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.