Mistænkt bag knivmassakre i Canada dør kort efter anholdelse

Myles Sanderson, som onsdag blev anholdt for et dødeligt knivangreb, døde på hospitalet kort efter anholdelse.

Politiet har efter en intens menneskejagt fundet den anden af i alt to mistænkte bag et dødeligt knivangreb i et reservat i Canada søndag. Her mistede i alt ti personer livet. <i>Kelly Geraldine Malone/Ritzau Scanpix</i>

Politiet har efter en intens menneskejagt fundet den anden af i alt to mistænkte bag et dødeligt knivangreb i et reservat i Canada søndag. Her mistede i alt ti personer livet. Kelly Geraldine Malone/Ritzau Scanpix

En mistænkt ved navn Myles Sanderson, der menes at stå bag et dødeligt knivangreb i Canada søndag, er død.

Det bekræfter politiet i provinsen Saskatchewan natten til torsdag dansk tid på et pressemøde, som blev livestreamet på politiets Facebook-side.

Canadisk politi pågreb onsdag den 30-årige mand, som er en af to mistænkte personer bag et knivangreb, der i weekenden kostede ti personer livet i og omkring et reservat i den canadiske provins Saskatchewan.

Kort efter anholdelsen fik Sanderson et alvorligt ildebefindende, hvorfor han blev bragt til et hospital. Her blev han kort efter erklæret død.

18 andre personer blev såret under søndagens angreb, som er blandt de mest dødelige i Canada i nyere tid.

Angrebet har rystet området, der er beboet af 3400 personer, der stammer fra Canadas oprindelige folk.

30-årige Myles Sanderson blev pågrebet onsdag klokken 15.30 lokal tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Politiet udsendte tidligere onsdag en advarsel til borgere i området omkring byen Wakaw i Saskatchewan-provinsen om at blive inden døre og lade være med at henvende sig til mistænkelige personer.

Det skete, fordi man mente, at en bevæbnet person i en stjålet bil kunne have forbindelse til knivangrebet.

Med anholdelsen af Myles Sanderson kaldte politiet den advarsel tilbage.

- Der er ikke længere risici for den offentlige sikkerhed i forbindelse med denne efterforskning, lød det fra canadisk politi ifølge Reuters.

31-årige Damien Sanderson er den anden mistænkte person. Han blev mandag fundet død i området, hvor angrebet fandt sted. De to mistænkte er brødre.

Politiet har tidligere oplyst, at det er blevet undersøgt, om den yngre bror kan have dræbt den ældre.

Søndag morgen lokal tid blev politiet alarmeret om knivangrebet i reservatet James Smith Cree Nation.

Oprindelige folk i Canada udgør mindre end fem procent af landets befolkning på omkring 38 millioner, skriver Reuters.

Myndighederne har endnu ikke meldt om et motiv for den dødelige forbrydelse.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.