Canadisk politi omringer hus i jagt på mistænkt drabsmand

Beboere i et område, hvor ti personer blev knivdræbt søndag, blev tirsdag bedt om at holde sig inden døre.

Canadisk politi havde tirsdag omringet et hus, hvor det havde meldinger om, at en gerningsmand bag et dødeligt knivangreb befandt sig. Det viste sig at være falsk alarm. <i>Robert Bumsted/Ritzau Scanpix</i>

Canadisk politi havde tirsdag omringet et hus, hvor det havde meldinger om, at en gerningsmand bag et dødeligt knivangreb befandt sig. Det viste sig at være falsk alarm. Robert Bumsted/Ritzau Scanpix

En af to mistænkte bag et knivangreb, der kostede ti personer livet i en canadisk provins tidligt søndag morgen lokal tid, er fortsat på fri fod.

I løbet af tirsdag opfordrede canadisk politi beboere i reservatet James Smith Cree Nation, hvor knivangrebet fandt sted, til at holde sig inden døre, fordi der var meldinger om, at den mistænkte, Myles Sanderson, var blevet set i området.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge det canadiske medie CBC News var politiet talstærkt til stede i området, mens bevæbnede betjente ifølge nyhedsbureauet AP havde omringet et hus.

Det viste sig dog at være falsk alarm.

Den mistænkte befandt sig ikke i huset, og politiet fortsætter derfor menneskejagten på den 30-årige, der formodes at være såret.

Myles Sanderson er sammen med sin bror, 31-årige Damien Sanderson, mistænkt for at stå bag knivangrebet i James Smith Cree Nation, som er et område, hvor der bor mange fra Canadas oprindelige befolkning.

Damien Sanderson blev efter angrebet fundet død i samme område.

Myndighederne har ikke oplyst noget om et motiv for angrebet, men siger, at det lader til, at nogle af ofrene var tilfældige, mens gerningsmændene bevidst gik efter andre.

Brødrene, der er mistænkt for angrebet, er ifølge en beboer i James Smith Cree Nation selv en del af det oprindelige folk.

Beboeren siger også, at de to var påvirkede af alkohol og stoffer, da knivangrebet skete.

Canadisk politiet har ikke kommenteret disse oplysninger.

Myles Sanderson har en ganske plettet straffeattest. Han har fået 59 domme de seneste 20 år.

Siden maj har han været efterlyst, fordi han stoppede med at mødes med den tilsynsværge, han var blevet tildelt, efter at han var blevet løsladt fra fængslet.

Den 30-åriges seneste fængselsstraf var for blandt andet overfald og røveri.

Politiet efterforsker, hvorvidt det er Myles Sanderson, der står bag drabet på Damien Sanderson.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.