Coronafri Joe Biden beholder mundbind på de næste ti dage

USA's præsident slipper efter negative coronatest for strikse isolationskrav, men tager stadig forholdsregler.

Biden vil de næste ti dage bære mundbind, når han er i nærheden af andre for at være på den sikre side, selv om han er testet negativ for coronavirus. (Arkivfoto). <i>Kevin Lamarque/Reuters</i>

Biden vil de næste ti dage bære mundbind, når han er i nærheden af andre for at være på den sikre side, selv om han er testet negativ for coronavirus. (Arkivfoto). Kevin Lamarque/Reuters

USA's præsident, Joe Biden, er testet negativ for coronavirus, efter at han blev konstateret smittet i sidste uge.

Både tirsdag aften og onsdag morgen lokal tid er den amerikanske præsident testet negativ i lyntest.

Det oplyser hans læge Kevin O'Connor i et notat. Lægen oplyser også, at præsidenten fortsat ikke har feber, og at han har så godt som ingen symptomer på smitte tilbage.

- Med tanke på disse betryggende faktorer vil præsidenten stoppe med at følge strikse isolationsregler, hedder det i notatet.

Præsidenten har været i isolation, siden han blev konstateret smittet.

Biden blev testet positiv for coronavirus torsdag i sidste uge, selv om han er vaccineret mod virusset og har fået to af de såkaldte boosterstik, som er ekstra stik, der har til formål at øge beskyttelsen.

Undervejs har meldingerne fra Bidens læge gået på, at præsidenten trods sine 79 år ikke har været hårdt ramt af covid-19. Han har haft milde symptomer.

Selv om præsidenten er testet negativ to gange og er næsten helt uden symptomer, fortsætter han med at tage forholdsregler.

Biden vil de næste ti dage bære mundbind, når han er i nærheden af andre for at være på den sikre side. Det kan for eksempel være, når han er i nærheden af staben i Det Hvide Hus eller sine sikkerhedsfolk.

Som del af behandlingen har Biden i fem dage fået lægemidlet Paxlovid.

Det menes at give ekstra beskyttelse mod mere alvorlige symptomer og er et antiviralt middel udviklet af Pfizer.

Ifølge præsidentens læge er der en lille del af patienter, der er blevet behandlet med Paxlovid, som efter negative testresultater bliver testet positive for covid-19 igen.

Derfor vil præsidenten blive testet hyppigt, hedder det. Det er blandt andet for at beskytte folkene omkring ham.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden