Verden

Cuba anklager seks personer på speedbåd for terror efter sammenstød

Seks personer er fortsat i Cubas varetægt efter et sammenstød med kystvagten onsdag i sidste uge.

Et skærmbillede fra en tv-udsendelse vist fredag i Cuba viser våben og radioer, der ifølge de cubanske myndigheder blev fragtet på en speedbåd, som trængte ind i cubansk farvand den 25. februar. (Arkivfoto).
Et skærmbillede fra en tv-udsendelse vist fredag i Cuba viser våben og radioer, der ifølge de cubanske myndigheder blev fragtet på en speedbåd, som trængte ind i cubansk farvand den 25. februar. (Arkivfoto). Cuban Tv/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 04:19

Cubas anklagemyndighed har anklaget seks personer i en sag om en amerikansk speedbåd, der trængte ind i Cubas farvand i sidste uge.

Det oplyser Cubas justitsministers kontor ifølge nyhedsbureauet AFP i en udtalelse natten til onsdag dansk tid.

De seks overlevende på speedbåden er blevet anklaget for terror, lyder det. De vil forblive tilbageholdt, oplyser kontoret.

Der var ti personer om bord på speedbåden, der ifølge Cuba var indregistreret i den amerikanske delstat Florida. Fire blev dræbt under sammenstødet med kystvagten.

De seks personer er anklaget for at have læsset speedbåden med våben og sejlet mod Cuba i håb om at destabilisere regeringen i Cubas hovedstad, Havana.

Her mødte de Cubas kystvagt den 25. februar. Kystvagten krævede, at besætningen identificerede sig.

Ifølge cubanske myndigheder begyndte speedbåden herefter at skyde mod kystvagten. En cubansk befalingsmand blev såret, har myndighederne sagt.

Herefter svarede Cubas kystvagt igen, og fire blev dræbt. De andre seks blev såret.

Mindst to af de ombordværende personer var amerikanske statsborgere. Den ene blev dræbt.

Cubanske embedsmænd oplyser til AFP, at der var skydevåben af forskellige kalibre om bord på speedbåden. Blandt dem var 14 rifler, 11 pistoler og knap 13.000 patroner.

Cubas myndigheder har ifølge Reuters sagt, at mindst to af de personer, der er tilbageholdt, er på en liste over personer, der af Cuba er beskyldt for at begå terrorhandlinger.

De tilbageholdte kan blive idømt mellem 10 og 15 års fængsel for de mindst alvorlige anklager, skriver Reuters. De risikerer mellem 20 og 30 års fængsel - eller måske dødsstraf - for de mest alvorlige.

Amerikanske politikere har udtrykt skepsis over for Cubas fremlæggelse af forløbet.

USA's udenrigsminister, Marco Rubio, har sagt, at det ikke var en amerikansk operation. Der var heller ingen personer fra den amerikanske stat involveret, har han sagt.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden