Danmark anskaffer to fly til at overvåge ubåde i Arktis
Danmark vil anskaffe to maritime patruljefly af typen P-8A Poseidon til Arktis og Nordatlanten.
Opdateret kl. 08:11
Danmark skal være bedre i stand til at jage ubåde i Arktis.
Derfor vil der nu blive anskaffet to maritime patruljefly af typen P-8A Poseidon, der skal styrke tilstedeværelsen i Arktis og Nordatlanten.
Det oplyser forsvarsminister Jeppe Bruus (S) i en pressemeddelelse.
- Forsvaret har de senere år med tæt inddragelse af Grønlands Naalakkersuisut (den grønlandske regering, red.) styrket den militære tilstedeværelse, og med maritime patruljefly styrkes Danmarks evne til suverænitetshåndhævelse og overvågning i regionen markant.
- Anskaffelsen er en tydelig markering af, at vi tager vores fælles opgave i Nato seriøst, siger Jeppe Bruus.
De maritime patruljefly er ifølge Forsvarsministeriet "avancerede fly med anti-ubådskapacitet, der har evnen til at identificere og bekæmpe fjendtlige flådefartøjer".
Dermed udvider de Danmarks muligheder for at agere i Arktis og Nordatlanten, siger Jeppe Bruus.
- Vi skal kunne forsvare alle dele af kongeriget. Det gælder også det arktiske og nordatlantiske område.
- Og vi har en forpligtelse over for Nato til at bidrage til det kollektive forsvar, ikke mindst i forhold til at levere på styrkemål til ubådsbekæmpelse, siger Jeppe Bruus.
Ifølge forsvarschef Michael Wiggers Hyldgaard vil de to nye P-8-fly styrke Forsvarets opgaveløsning i forhold til indhentning og overvågning på de "helt lange afstande".
- Det vil blandt andet bidrage til, at vi kan opnå en endnu bedre fælles situationsforståelse, siger Michael Wiggers Hyldgaard.
En række nære allierede anvender ifølge Forsvarsministeriet allerede P-8A Poseidon til overvågning og opbygning af det maritime situationsbillede.
På den baggrund undersøger Forsvarskommandoen nu mulighederne for at samarbejde med Nato-allierede om flyene.
Samarbejdet vil ifølge Forsvarsministeriet blandt andet kunne indebære en fælles enhed placeret på samme flyvestation.
Derfra kan Danmark og andre Nato-lande blandt andet samarbejde om anskaffelser, implementering, drift, vedligeholdelse og træning.
RITZAU
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.