Verden

Danmark ser Ukraine som kommende EU-land trods korruptionsopgør

EU-Kommissionen mener, at Ukraine kan blive medlem i 2030, hvis reformer fortsætter. Danmark støtter proces.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, vurderer, at Ukraine kan blive medlem af EU i 2030, hvis landet fortsætter sine reformer. Europaminister Marie Bjerre (V), er fortsat optimistisk på Ukraines vegne trods sommerens opgør om korruptionslovgivningen i Ukraine. (Arkivfoto).
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, vurderer, at Ukraine kan blive medlem af EU i 2030, hvis landet fortsætter sine reformer. Europaminister Marie Bjerre (V), er fortsat optimistisk på Ukraines vegne trods sommerens opgør om korruptionslovgivningen i Ukraine. (Arkivfoto). Philipp Von Ditfurth/Ritzau Scanpix

Ukraine er hastigt på vej mod EU-medlemskab trods sommerens opgør i Ukraine om bekæmpelse af korruption.

Det fastslår europaminister Marie Bjerre (V).

Udmeldingen kommer forud for et uformelt ministermøde i København tirsdag med fokus på den kommende udvidelse af EU.

Den danske europaminister understreger dog, at Ukraine skal leve op til EU-kravene for at kunne få medlemskab. Det kræver, at Ukraine leverer reformer.

- Det leverer de så heldigvis også i stor stil. Og det skal naturligvis belønnes.

- EU-Kommissionen vurderer, at hvis Ukraine fortsætter det meget høje tempo, så er det ikke urealistisk, at vi kan se dem som medlem i 2030, siger Marie Bjerre.

Det vakte international kritik, da Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, trods protester i juli måned oprindeligt skrev under på lovgivning, der indskrænkede to antikorruptionsagenturers handlefrihed.

Dermed stod Zelenskyj pludselig bag en begrænsning af korruptionsindsatsen i Ukraine.

Det er et meget ømtåleligt område for EU, fordi Ukraine før krigen var præget af udbredt korruption og nu modtager enorme milliardbeløb i støtte betalt af EU-landenes skatteydere.

Samtidig er en stærk anti-korruptionsindsats en betingelse for EU-medlemskab.

Efter demonstrationer i Ukraine og international kritik trak Zelenskyj efterfølgende sin støtte til loven tilbage.

På den baggrund er Marie Bjerre fortsat optimistisk i forhold til EU-medlemskab til Ukraine.

- Det er jeg. Men jeg vil heller ikke lægge skjul på, at den lovgivning, der blev vedtaget i sommer, som stækkede antikorruptionsmyndighedernes uafhængighed, var meget, meget alvorlig.

- Det sagde vi også til ukrainerne. Det duer ikke, at der sker tilbageskridt. For det er helt afgørende, hvis man vil have EU-medlemskab, at man har nogle stærke antikorruptionsmyndigheder, siger Marie Bjerre.

Hun mener, at den folkelige modstand mod lovgivningen i Ukraine understreger, at landet er godt på vej igennem en demokratisk omstilling.

- I virkeligheden blev jeg meget optimistisk over at se den store folkelige modstand særligt blandt unge mennesker mod lovgivningen. På omkring en uge fik man rullet lovgivningen tilbage.

- Det viser noget om den kulturforandring, der er i gang i Ukraine. Man vil ikke have korruption, siger Marie Bjerre.

Hun mener, at alle forhandlingskapitler i princippet kunne åbnes med Ukraine nu, hvis de 27 EU-lande kunne enes om det.

Indtil videre blokerer Ungarn dog for beslutningen, som kræver enstemmighed blandt alle medlemslande.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden