Verden

Danmark vil stemme for at afsætte ICC-chefanklager

Karim Khan er suspenderet efter mistanke om krænkende adfærd. Fredag skal medlemslande stemme om hans fremtid.

ICC's 125 medlemslande skal fredag stemme om, hvorvidt chefanklager Karim Khan skal afsættes fra sit embede efter anklager om seksuelle krænkelser. En undersøgelse af anklagerne konkluderer, at han børe fjernes permanent fra stillingen. (Arkivfoto).
ICC's 125 medlemslande skal fredag stemme om, hvorvidt chefanklager Karim Khan skal afsættes fra sit embede efter anklager om seksuelle krænkelser. En undersøgelse af anklagerne konkluderer, at han børe fjernes permanent fra stillingen. (Arkivfoto). Piroschka Van De Wouw/Reuters

125 medlemslande skal fredag stemme om fremtiden for Karim Khan, der er chefanklager ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag, efter anklager om seksuelt krænkende adfærd.

Forud for afstemningen står det klart, at blandt andet Danmark har i sinde at stemme for en afsættelse af chefanklageren.

Det oplyser Udenrigsministeriet i et skriftligt svar til Ritzau.

- Danmark vil sammen med andre ligesindede lande stemme for, at chefanklageren fjernes fra embedet.

- Danmark er således enig i, at der foreligger overbevisende dokumentation for, at chefanklageren har begået en alvorlig tjenesteforseelse.

Også Frankrig har forinden afstemningen meldt ud, at man vil stemme for at fjerne Khan, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det lyder i svaret fra Udenrigsministeriet, at det er "afgørende", at der værnes om domstolens integritet og legitimitet.

- Danmark vil under alle omstændigheder stå fast på sin stærke og vedvarende støtte til ICC.

Khan blev i juni suspenderet fra sit embede, mens man ventede på medlemslandenes afstemning.

Udmeldingen kom efter en 18 måneder lang undersøgelse af anklager mod Khan, hvor han blev beskyldt for seksuelt krænkende adfærd mod en advokat ansat på hans kontor.

En unavngiven diplomatisk kilde med kendskab til suspenderingen sagde da til Reuters, at et udvalg under det styrende organ havde fastslået, at Khan havde begået alvorlig tjenesteforseelse.

Kilden oplyste, at udvalget bag undersøgelsen anbefalede, at Khan bliver fjernet permanent fra sin stilling.

Khans advokater har udtalt, at han afviste beslutningen om suspendering. De gentog, at han nægter sig skyldig i anklagerne.

Khan har ikke stået i spidsen for ICC's anklagerkontor siden maj sidste år. Her tog han frivilligt orlov, mens man ventede på resultatet af undersøgelsen af anklagerne mod ham.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden