Dansk pensionskasse håber på Elon Musks Twitter-afgang
Danica Pension håber, at Elon Musk følger resultaterne af sin egen afstemning om sin stilling som topchef.
Opdateret kl. 15:55
Elon Musk bør trække sig som administrerende direktør for det sociale medie Twitter.
Det siger Esben Larsen, som er ansvarlig for aktieinvesteringerne i Danica Pension, der ejer aktier for omtrent 400 millioner kroner i Elon Musks andet selskab - Tesla.
- Jeg håber, han trækker sig fra Twitter. Jeg tror, det er udelt negativt for Tesla.
Esben Larsens kommentarer kommer, efter at Elon Musk har sat sin egen stilling til afstemning på det sociale medie.
Over 17 millioner brugere har stemt, og af dem har 57,5 procent stemt for, at Elon Musk ikke skal fortsætte som topchef for Twitter.
Elon Musk færdiggjorde i oktober sit køb af Twitter for omtrent 308 milliarder kroner.
Afstemningen har ingen direkte konsekvenser ud over dem, som Elon Musk selv måtte drage.
Esben Larsen er dog på samme tid bevidst om Elon Musks kvaliteter.
- Han er en fantastisk marketingsmaskine, og dermed har han skabt en masse hype, siger han.
Elon Musks har i sin drift af Twitter befundet sig i centrum for flere kontroverser.
Lørdag dansk tid sagde han, at han vil genåbne flere journalisters konti på det sociale medie, efter han havde fået dem lukket med den begrundelse, at de bringer hans familie i fare.
Senest har senator Elizabeth Warren i et brev til Teslas bestyrelsesformand, Robyn Denholm, ifølge The New York Times, rejst bekymringer om, hvorvidt opkøbet af det sociale medie er en interessekonflikt med driften af Tesla.
Konsekvenserne for Tesla er da også noget, der bekymrer Esben Larsen.
- Det er en stor rodebutik, og det er ikke sådan, vi kan lide selskaber. Vi kan godt lide stabilitet og forudsigelighed.
- At være CEO i Tesla er et fuldtidsjob, det samme er det at være i Twitter og SpaceX, siger Esben Larsen med reference til Elon Musks rumfartsselskab.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.