Danske avisledere enige om tiltrængt tæppefald for Johnson

Som premierminister har Boris Johnson ydmyget sig selv, sit embede og sit land, mener danske lederskribenter.

Foran Downing Street 10 meddelte Boris Johnson torsdag sin afgang. <i>Henry Nicholls/Reuters</i>

Foran Downing Street 10 meddelte Boris Johnson torsdag sin afgang. Henry Nicholls/Reuters

Boris Johnsons serielle uhæderlighed var dybt skadelig for tilliden til britisk demokrati og en effektiv ledelse af Storbritannien.

Samtidig har Johnson kun sig selv at takke for sit fald.

Sådan lyder det fra Berlingske og Jyllands-Postens lederskribenter, dagen efter at den britiske premierminister efter meget modstand omsider gav op.

Også hos Kristeligt Dagblad, Børsen og Ekstra Bladet er der enighed om, at det mildest talt var på tide.

- Tre år med en politisk leder, der leder ud fra sin personlige forfængelighed, er kostbart for et land. Det rokker ved de grundlæggende værdier. Det svækker respekten for folkestyret og skaber splittelse, ligesom det skete i USA, da åndsfællen Donald Trump var præsident.

- Tænk, at de to charlataner har kunnet stå i spidsen for henholdsvis Storbritannien og USA, skriver chefredaktør Niels Lunde fra Børsen.

Også Kristeligt Dagblads udlandsredaktør, Kerrin Linde, mener, at Johnsons person har fyldt langt mere end hans politik.

- Hans karakterbrist har også skygget for de politiske resultater, han rent faktisk har opnået, skriver hun og konstaterer:

- Det var ikke den førte politik, han faldt på, men på sin flossede moral.

Mads Kastrup, der er opinionsredaktør på Ekstra Bladet, mener, at Boris Johnson var grundstødt, allerede inden han så sig selv som en stor rorgænger.

- Står han i dag såret tilbage, kommer det af den ydmygelse, det er at være skyldig i brexit. I at have revet Storbritannien midt over. Uden at hverken han, hans parti eller nationen siden har magtet at løfte ansvaret for denne selvovervurdering, skriver han.

Berlingskes debatredaktør, Pierre Collignon, mener, at Johnson i sin tid som premierminister bragte britisk politik og debat ned til et "dybt useriøst, populistisk niveau", og at Johnson forspildte mulighederne for at indlede en genrejsning af Storbritannien efter brexit.

Tilbage står nu briterne med uløste problemer med mangel på boliger, infrastruktur og sundhedsvæsen i knæ og hele regioner sat af udviklingen, påpeger redaktøren.

Boris Johnson meddelte torsdag, at han trækker sig som leder af Det Konservative Parti. Dog agter han at fortsætte som premierminister, indtil der er fundet en ny konservativ leder.

En sådan løsning efterlader et politisk vakuum med tanke på, at der er krig i Europa, og at millioner af briter lider hårdt under energiprischokket, fødevarekrisen og den høje inflation med deraf følgende tab af købekraft.

Det mener Jyllands-Postens lederskribent.

- Der er nu hårdt brug for, at Storbritanniens internationale status bliver retableret, og at den politiske professionalisme bliver genskabt. Mere end nogensinde har Europa brug for et stærkt og politisk veldrevet Storbritannien, skriver skribenten.

Boris Johnson har været premierminister i Storbritannien siden 2019, hvor han vandt en jordskredssejr.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.