Danskere i chok: Troede Will Smith-optrin var en joke

Flere danskere bevidnede med egne øjne, da Will Smith stak Chris Rock en lussing midt i oscarshowet.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der blev ikke bare uddelt oscarstatuetter natten til mandag dansk tid, men også en gedigen lussing, da skuespilleren Will Smith stormede scenen og slog komikeren Chris Rock i ansigtet, efter at han havde lavet en joke om hans kone.

For flere af danskerne, der sad i salen og overværede showet, var optrinnet helt ufatteligt.

- Ærligt så var jeg i tvivl om, om det var aftalt. Det blev så tydeligt, at det var det ikke, fortæller kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der er med i Los Angeles for at støtte de danske nominerede.

Kort efter optrinnet modtog Will Smith en Oscar for Bedste Mandlige Hovedrolle og kunne derfor gå på scenen og holde en tårevædet takketale, hvor han understregede, at han ville gøre alt for at beskytte sin familie.

- Det er ret vildt decideret at gå op og slå et andet menneske og så bagefter holde en tale om kærlighed, siger kulturministeren.

Også skuespilleren Rasmus Hammerich, der spiller hovedrollen i den danske oscarnominerede "On My Mind", havde svært ved at tro sine egne øjne.

- Jeg stod ude i en sidegang sammen med Billie Eilish (sangerinde, red.) og Ariana DeBose, der vandt for Bedste Kvindelige Birolle, og så så vi Will Smith slå ud efter Chris Rock.

- Først troede jeg, det var et stunt, men så kunne jeg fornemme på dem omkring mig, at det var det ikke. Jeg synes, det er sørgeligt, at en mand føler sig nødsaget til at slå et andet menneske, siger han.

Skuespillerinde Camilla Bendix, der også spiller med i kortfilmen, troede først, at det var en joke.

- Men det var det så ikke. Og så står han bagefter og siger, at der er nogen ovenfra, der har bedt ham passe på sin familie. Det var ekstremt og helt grotesk, siger hun.

Claus Ladegaard, der er direktør for Det Danske Filminstitut, så optrinnet på nært hold.

- Jeg oplever det som om, at den første del af det er aftalt, men at der så er en joke, der går over gevind. Men det er ikke fuldstændigt indlysende for mig, hvad der sker, og jeg sad endda kun 20 meter fra dem, siger han.

Will Smith vandt på aftenen sin allerførste Oscar nogensinde. Den fik han for filmen "King Richard". Der var ingen priser til de danske nominerede.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden